Erhverv

Ny Huawei-topmodel mangler vigtige Google-tjenester - analytiker spår store udfordringer

Kinesiske Huawei sender den 19. september sin nye telefon Mate 30 på markedet i Múnchen i Tyskland, men det bliver en noget anderledes oplevelse for slutbrugeren.

Kinesiske Huawei står over for en enorm udfordring, efter at selskabet ikke kan bruge en lang række populære Google-tjenester på den nye telefon Mate 30. Foto:  REUTERS/Jason Lee/File Photo

Hvis du drømmer om at kunne se YouTube på din nye Huawei Mate 30-telefon, kan du godt tro om igen.

Det kinesiske selskab kommer således den 19. september 2019 til at sende sin nye telefon på markedet uden adgang til YouTube, Gmail, Google Maps etc., skriver CNN.

Den opsigtsvækkende udmelding er en direkte konsekvens af, at det kinesiske selskab er blevet blacklistet af USA som led i den igangværende handelskrig.

Det bagvedliggende styresystem vil dog fortsat være Android, der i princippet er open source-software, altså gratis for alle at bruge. Men Google har gennem årene opdelt Android i to versioner.

Den fulde pakke, med alle Googles egne tilpasninger og Google-tjenester som Gmail og Google Maps, og den skrabede pakke, der er døbt AOSP – Android Open Source Project.

Huawei Mate 30 får altså kun adgang til AOSP.

»Det bliver en enorm udfordring for Huawei at markedsføre Mate 30-familien til forbrugerne i Europa. Udeladelsen af Google-tjenester for en førende smartphone er hidtil uset,« siger Ben Stanton, analytiker i Canalys, til CNN.

Huawei har for nylig præsenteret sit eget styresystem, HarmonyOS, men en talsmand har tidligere udtalt til Reuters, at det er for tidligt at komme det system ind i den nye telefon.

Konflikten mellem USA og Kina og beskyldninger om spionage har imidlertid allerede kostet Huawei dyrt. Udover sanktionerne fra USA faldt salget af smartphones i Europa med 16 pct. i andet kvartal 2019.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også