Erhverv
0

FCK har solgt profil til italiensk danskerklub

Peter Ankersen skifter til italienske Genoa, hvor han bliver holdkammerat med Lasse Schöne og Lukas Lerager.

FCK

Det har længe været en kendsgerning, at Peter Ankersen var på vej væk fra FC København.

Mandag kom der så afklaring på den danske backs fremtid. Ankersen er blevet solgt til italienske Genoa.

Det skriver FCK på sin hjemmeside.

I Serie A-klubben bliver den 28-årige dansker holdkammerat med landsmændene Lasse Schöne og Lukas Lerager.

- Det er svært at sige farvel, synes jeg. Jeg har været ufatteligt glad for min tid her, og det har været fire rigtigt, rigtigt gode år for mig personligt, siger Peter Ankersen på FCK's hjemmeside.

- Tre år med succes og et enkelt mindre succesfuldt, men det år var også med til at skabe bund for ny udvikling og en god sidste sæson.

Ankersen kom til FCK fra østrigske Red Bull Salzburg i sommeren 2015 og har spillet 175 kampe for den danske hovedstadsklub.

- Peter har været en fantastisk dygtig spiller for os, og han kan være stolt af det aftryk, han har sat i klubben gennem sine præstationer, siger FCK-træner Ståle Solbakken på klubbens hjemmeside.

- Peter har haft en meget stor aktie i de gode resultater, vi har haft i hans tid i klubben, og mange holdkammerater har nydt godt af hans uegoistiske spillestil, som blandt andet sørgede for, at Robert Skov kunne komme til masser af afslutninger.

- Han var i sidste sæson altid første mand på holdkortet, og vi er stolte af at sende en så dygtig spiller afsted.

På landsholdet har Ankersen de seneste år også ofte været med. Siden debuten i 2013 er det blevet til 25 optrædener på nationalmandskabet.

BRANCHENYT
Læs også