Erhverv

Storbanken UBS er skeptisk - JPMorgan tror på fortsat aktieoptur

Mens UBS mandag udtrykte skepsis over for aktiemarkedets fortsatte optur, ser kollegerne i JPMorgan helt anderledes på det.

Jamie Dimon, topchef i amerikanske JPMorgan, står i spidsen for en af de banker, der fortsat er meget optimistisk på aktiemarkedets vegne. Foto: Arkiv.

Ingen kan spå om fremtiden, og det betyder også, at ingen aner, hvor markederne skal hen.

Det bliver endnu engang tydeliggjort, efter at storbanken UBS i sidste uge fremlagde forholdsvis dystre fremtidsudsigter for det globale aktiemarked, og i dag, tirsdag, kommer amerikanske JPMorgan så med et helt modsatrettet synspunkt.

»Vi fortsætter med at tro på, at globale aktier vil fortsætte fremgangen, indtil den næste recession i USA indtræffer, konkluderer Mislav Matejka, chef for den globale aktiestrategi i JPMorgan i et notat til kundene ifølge CNN.

Meldingen er i sig selv måske knap så overraskende, men det bør alligevel kan anledning til en vis undren, når man ser på, hvad bankens kolleger i UBS har været fremme med. Så sent som i går, mandag, gentog Mark Haefele, investeringschef i UBS Wealth Management-afdeling de negative toner.

»Vi mener ikke, at det er det bedste miljø til at tage risiko med aktier,« påpegede han.

Mest bemærkelsesværdigt er det dog nok, at UBS ikke ligefrem er kendt for at afsky aktier, idet storbanken altså i sidste uge for første gang siden krisen i Eurozonen anbefalede sine kunder at reducere mængden af aktier i porteføljen.

Allerede om tre dage bliver vi nok en del klogere, når der kommer amerikanske jobtal. Indtil videre ser det amerikanske jobmarked ifølge CNN fortsat stærkt ud, men skulle fredagens tal vise noget andet, vil det ifølge mediet blive sværere for optimisterne at fortsætte med at indtage den position.

BRANCHENYT
Læs også