Erhverv

Flyselskab blev sigtet for manddrab - nu frafalder tiltalen

Air France slipper for manddrabstiltale efter Flight 447-styrtet, der dræbte 228 passagerer.

Resterne af Flight 447 blev fundet i 2011 i Atlanterhavet.
Arkivfoto: AP Photo/Brazil's Air Force

I 2009 blev 228 passagerer dræbt, da Flight 447 styrtede ned i Atlanterhavet. Efterfølgende blev flyselskabet Air France og flyproducenten Airbus sigtet for manddrab.

Men nu frafalder sigtelsen, skriver BBC.

Det var pårørende til de dræbte flypassagerer, der ville have Air France og Airbus dømt for manddrab. Men de franske undersøgelsesdommere mener ikke, at der er grundlag for en dom mod selskaberne. Derfor bliver sagen nu stoppet.

Flystyrtet, der populært går under navnet ”Air France Flight 447”, skete i 2009. Her styrtede et Air France-fly på rute mellem Rio de Janeiro og Paris ned i Atlanterhavet.

Vraget blev fundet to år efter styrtet. Fundet af dette, sammen med optagelser fra flyets sorte boks, ledte til en rapport, der konkluderede, at styrtet skyldtes en kombination af tekniske og menneskelige fejl.

Flyet var af mærket Airbus, og flyproducenten blev sagsøgt sammen med Air France. De to parter var dog stærkt uenige om, hvem der bar skylden for styrtet.

En foreningen, som de pårørendes familier har stiftet, kalder beslutningen om at frafalde tiltalen for manddrab for en fornærmelse mod ofrenes minde, og de agter at appellere beslutningen.

BRANCHENYT
Læs også