Erhverv

Svage trafikmeldinger og muligt bud på konkursbo sender Air France ned

Luftfartsselskabet Air France-KLM styrter til bunds i mandagens europæiske aktiehandel, efter at selskabet har præsenteret ildevarslende trafiktal for august.

Ifølge Reuters er Air France muligvis med til at byde på Aigle Azur, der er konkursramt. Foto: Francois Mori/AP

Samtidig presser meldinger om, at selskabet måske er på trapperne med et bud på konkursramte Aigle Azur, også aktien, skriver nyhedsbureauet Reuters.

August er normalt højsæson for luftfartsselskaberne, men Air France-KLM oplevede i årets ottende måned et svagere antal bestillinger tæt på afgang, end selskabet selv havde ventet, skriver Bloomberg News.

Samtidig havde Air France-KLM en klart negativ trafikvækst på fragtområdet, og samlet set sender det ifølge finanshuset Liberum et signal om svaghed, som kan koste på konsensusestimaterne og smitte af på andre selskaber i branchen, skriver nyhedsbureauet.

Ifølge et andet nyhedsbureau - Reuters - er Air France også muligvis med i potten af bydere på det konkursramte selskab Aigle Azur.

Air France-KLM har selv tidligere udvist interesse for konkursboet, og selskabet kan ifølge Reuters' kilder også blive udsat for politisk pres i forhold til at fremsætte et bud, fordi der er stor politisk interesse i, at selskabets rutenetværk og arbejdspladser bliver overtaget af et stort og stabilt selskab.

Ifølge finansavisen Les Echos har Air France fremsat det største bud indtil nu i en udbudsrunde over aktiviteterne, skriver Reuters.

Luftfarts-aktien falder mandag med 8 pct. til 9,10 euro på børsen i Paris. Det er i øvrigt syvende handelsdag i træk, at aktien går tilbage.

Britiske Easyjet, som også meldes som en af de interesserede parter i Aigle Azur, falder med 2,9 pct. til 918,60 pence på børsen i London, og generelt har sektoren det svært i mandagens handel.

I Tyskland falder Lufthansa således også med 1,2 pct. til 13,96 euro.

FINANS giver dig overblik
Erhvervslivet og verden er i forandring i disse dage, hvilket har betydet store omvæltninger og en stor strøm af nyheder. Vi udvælger hver dag de væsentligste erhvervsnyheder og samler dem i vores nyhedsbreve.
Tilmeld dig her
BRANCHENYT
Læs også