Erhverv

Flying Tiger-ejer afslører: Bliver årets største børsnotering

Nordens største kapitalfond sætter sin børsværdi til op mod 45 mia. kr. ved en kommende notering i Stockholm.

Udover Flying Tiger Copenhagen ejer EQT også Huscompagniet, teknologivirksomheden Tia Technology. Foto: Jesper Olesen.

Den svenske kapitalfond EQT har torsdag fastlagt udbudsintervallet for salget af sine aktier, når fonden skal børsnoteres på Nasdaq Stockholm.

EQT, der i Danmark ejer virksomheder som Flying Tiger Copenhagen, Huscompagniet, teknologivirksomheden Tia Technology, Sitecore og Globalconnect vil på børsen for at tilføre sin pengekasse flere muskler.

Fonden har lagt intervallet for de nye aktier mellem 62 og 68 svenske kr. per aktie.

Det prissætter koncernen i området mellem 59,1 og 64,8 mia. svenske kr., fremgår det af et prospekt offentliggjort torsdag aften.

Det svarer til mellem 41 og 45 mia. danske kr. og en værdi, der vil gøre det til Nordens største børsnotering i 2019.

EQT vil sælge i alt 190,6 mio. aktier, hvoraf de 86,6 mio. aktier vil være nye udstedelser, som vil sende mellem 5,4 og 5,9 mia. svenske kr. ind i fondens pengekasse.

Hvis aktiesalget bliver en succes, er der mulighed for en overtildeling ved salg af 10,4 mio. eksisterende aktier.

I alt vil nye investorer i givet fald købe aktier for 13,7 mia. svenske kr., hvis overtildelingsretten udnyttes, og hvis noteringen sker i toppen af udbudsintervallet.

Aktiesalget skal efter planen gennemføres i perioden 13. september til 23. september, og første handelsdag af EQT-aktien ventes at blive 24. september.

EQT forvalter i dag aktiver for samlet 40 mia. euro, hvilket svarer til næsten 300 mia. kr.

»Børsnoteringen er et naturligt skridt på vores udviklingsvej og det giver os muligheden for at fortsætte med at vokse og investere i EQT’s platform samtidig med vi har fokus på performance,« siger Christian Sinding, der er adm. direktør og partner i EQT.

Den svenske Wallenberg-familie var med til at grundlægge EQT i midten af 1990’erne, og ejer gennem familiens pengetank, Investor AB, ca. 23 pct. af aktierne i kapitalfonden.

Den resterende del er ejet af en kreds bestående af ca. 70 partnere.

De sælgende parter i børsnoteringen vil primært være en gruppe af partnere – inklusiv tre tidligere partnere – og Investor AB, fremgår det af prospektet.

Her fremgår det også, at de sælgende parter går med til en såkaldt lock up-bestemmelse, hvor de forpligter sig til at fastholde deres ejerskab i tre til fem år efter børsnoteringen, medmindre der er indgået en særlig aftale.

»Efter et kvart århundrede med hårdt arbejde, succes, udfordringer og stærk vækst bag os, er EQT nu velpositioneret til fremtiden. Gennem børsnoteringen er vi begejstrede over at kunne byde nye aktionærer med på rejsen,« forklarer Conni Jonsson, formand for EQT.

Nye aktionærer vil, hvis overtildelingsretten udnyttes, samlet kunne komme til at eje 21,1 pct. af EQT.

BRANCHENYT
Læs også