Erhverv

Filippinske kvinder skal løse Asiens pilotmangel

Asien oplever en stigning på rejsemarkedet, mens manglen på piloter bliver større.

Flere kvinder skal ind i cockpittet, for at løse manglen på piloter i Asien. Foto: Nelson Ching/Bloomberg

På Filippinerne arbejdes der hårdt på at få flere kvinder ind i cockpittet for at imødekomme manglen på piloter i Asien.

Det skriver Bloomberg.

Og hvis man skal tro på forudsigelserne, så kommer der til at være en enorm mangel på piloter. Ifølge Boeing vil der i Asien være behov for 266.000 flere piloter frem til 2038. Og behovet for flere piloter er allerede presserende, da Asien oplever et boom indenfor rejser, der går hurtigere end i resten af verden - og hurtigere end flyselskaberne kan følge med.

Underbemanding tvinger allerede flere selskaber til at aflyse flyafgange, mens nogle lokale selskaber har oprettet egne pilotuddannelser for at får flere i cockpittet.

Hos Alpha Aviation Group, der er Filippinernes største uddannelsessted for piloter vil man for alvor forsøge at få kvinder til at tage uddannelsen. Noget der kan blive en stor opgave, da kun 1 ud af 5 studerende på skolen er kvinder. På verdensplan er det ca. 3 pct. af piloter, der er kvinder.

Ifølge skolen er en af de største udfordringer en udbredt holding om, at det på Filippinerne kun er mænd, der kan søge ind på pilotuddannelsen.

Filippinerne er generelt stærke i det engelske sprog, og det giver mulighed for at uddanne piloter, der kan arbejde i en bred række af lande. Leder af uddannelsen, Bhanu Choudhrie, forklarer også, at kvindelige piloter er svaret på den enorme mangel i Asien.

»Der er en enorm efterspørgsel som mænd ikke alene kan imødekomme. Det kommer til at blive kvinder, der sætter gang i væksten,« siger han til Bloomberg.

Der kommer også flere og flere regionale lavbudget-flyselskaber i Asien, og netop disse tror den filippinske pilotuddannelse på, vil være mere attraktiv for kvinder, der ikke ønsker at være væk i længere tid af gangen.

BRANCHENYT
Læs også