Erhverv

Luftfartsselskab bytter fly ud med tog

Det hollandske luftfartsselskab KLM bytter en af sine daglige flyvninger ud med en tur i et højhastighedstog.

Nu kan KLM-passagerer måske se frem til at skulle rejse på landjorden. Foto: Thomas Borberg

Hvis man rejser fra Bruxelles til Amsterdam med det hollandske luftfartsselskab KLM, kan man nu risikere aldrig at lette fra jorden. KLM bytter nemlig én af sine fem daglige afgange mellem de to hovedstæder ud med et højhastighedstog. Det skriver e24.no på baggrund af en pressemeddelelse.

Den nye togtur kommer til at ske i samarbejde med togoperatøren Thalys og Nederlandse Spoorwegen, og den træder i kraft fra 29. marts næste år. Togbilletterne til turen mellem Bruxelles og Schiphol Lufthavn vil kunne købes på KLMs hjemmeside.

Strækningen tager i dag 45 minutter med fly, og bruges ofte af passagerer, der skal med et langdistancefly i den hollandske hovedstad. Overgangen fra fly til tog er også en måde for KLM at opnå erfaring med transport på landjorden. Det siger adm. direktør for KLM, Pieter Elbers.

»Intermodal transport med tog og fly er en kompleks og udfordrende forretning. Hastighed er nøglen; ikke kun for selve toget, men også i overførselsprocessen i lufthavnen. Vores mål er at opnå maksimal fremgang i begge områder, og ved at reducere vores flyafgange fra fem til fire om dagen er en god måde at opnå erfaring med Air&Rail-services,« siger han.

KLM forklarer i pressemeddelelsen, at de i længere tid har ønsket at bytte kortdistanceflyvninger ud med tog, hvis det er muligt at matche flyenes komfort, hastighed og pålidelighed.

Overgangen fra fly til tog vil give mere plads til KLM i Schiphol-lufthavnen i Amsterdam - plads, der i stedet kan bruges til langdistancefly. Derudover er overgangen et led i KLMs ”Fly Responsibly”-strategi, der forsøger at gøre luftfartsselskabets operationer mere bæredygtige.

BRANCHENYT
Læs også