Erhverv

Medie: Finanshus udstedte fejlfyldte skatteattester til pensionskassers refusion af udbytteskat for millionbeløb

Skandalen om svindel med refusion af udbytteskat for op imod 12,7 mia. kr. tager nu en ny drejning.

Foto: Skattestyrelsen

Den britiske investeringsbank ED & F Man Capital Markets, som Skattestyrelsen har sagsøgt i sagen, erkender tilsyneladende, at den har udstedt forkerte skatteblanketter, som en række amerikanske enkeltmandspensionskasser har brugt til at få udbetalt 184 mio. kr. fra den danske statskasse.

Det skriver Børsen mandag aften.

Erkendelsen fremgår af et tilrettet svarskrift fra ED & F Man Capital Markets til retten i London. Børsen er i besiddelse af svarskriftet.

På skatteblanketterne har ED & F Man Capital Markets typisk attesteret, at en given amerikansk pensionskasse har modtaget et givent beløb i udbytte fra ejerskab af specifikke danske aktier. Og at der har været indeholdt 27 pct. i udbytteskat. 

På grund af en dobbeltbeskatningsaftale mellem USA og Danmark har pensionskassen dermed været berettiget til at få de 27 pct. indeholdt udbytteskat refunderet.

Investeringsbanken oplyser dog nu, at 80 udstedte skatteblanketter til mindst 21 amerikanske pensionskasser var forkerte, og at pensionskasserne alligevel ikke har modtaget de angivne udbytter fra de danske aktier og derfor heller ikke har fået indeholdt 27 pct. i udbytteskat. 

Dermed har man ikke været berettiget til refusion af udbytteskat på 184 mio. kr.

Den britiske investeringsbank ED & F Man Capital Markets har ikke ønsket at kommentere sagen. Hos Skattestyrelsen ønsker man heller ikke at kommentere investeringsbankens indrømmelser.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også