Erhverv

Tre aktører kæmper om ny DAB-kanal

Der er flere aktører i spil til den kommende DAB-radiokanal, deriblandt dk4, der har budt ind.

Udbuddet til DAB-kanalen er afgørende for Radio24syv, der måtte undlade at deltage i udbuddet som FM-radio, da den tidligere regering lavede en forudsætning om, at hovedsædet til en ny kanal ikke måtte ligge i København. Foto: Jens Dresling

Radiokanalerne Radio24syv, LOUD og dk4-Radio har alle budt ind på den DAB-radiokanal, der er sendt i udbud. Det oplyser Kulturstyrelsen.

Udbuddet til DAB-kanalen er afgørende for Radio24syv, der måtte undlade at deltage i udbuddet som FM-radio, da den tidligere regering lavede en forudsætning om, at hovedsædet til en ny kanal ikke måtte ligge i København.

De tre aktører, der har budt ind på at køre en DAB-radiokanal, spænder bredt.

Bag Radio24syv står PeopleGroup Five, et konsortium med blandt andre People Group, Michael Bertelsen og Mads Brügger bag sig.

Bag kanalen LOUD står en gruppe mindre, lokale radiokanaler som Radio Diablo, Radio Max Danmark og Foreningen Radio Limfjord.

Den sidst ankomne byder er dk4, der vil drive radiokanalen dk4 - Radio.

- Nævnet vil nu vurdere, om de konditionsmæssige krav er opfyldt. Det bliver meldt ud på hjemmesiden senest den 25. september.

- Radio- og tv-nævnet træffer endelig afgørelse den 22. oktober, hvorefter vinderen af udbuddet bliver offentliggjort, skriver Kulturstyrelsen.

Vinderen af udbuddet vil få et budget på 70 millioner kroner årligt til at drive kanalen.

BRANCHENYT
Læs også