Erhverv

Selskabet bag "Boris-bussen" er kollapset

1.200 job er i fare, og jagten på en ny ejer fortsætter.

Boris Johnson foran en af de busser, som han selv var med til at bestille. Foto: AP Photo/Kirsty Wigglesworth

Londons verdensberømte røde dobbeltdækkere er kørt ind i problemer. Selskabet, der står bag den nye generation af de såkaldte "Routemasters," er blevet sat under administration, og selskabets 1.200 ansatte er fritstillet.

Det skriver flere britiske medier.

Wrightbus, som selskabet hedder, har forgæves forsøgt at finde en ny ejer på grund af økonomiske problemer, men forhandlinger med en række interesserede parter faldt i sidste øjeblik til jorden.

Selskabets kollaps kommer kort tid efter, at premierminister Boris Johnson udtalte, at regeringen ville gøre alt for at hjælpe den kriseramte busproducent. Netop Boris Johnson har i de seneste år spillet en stor rolle for Wrightbus.

I 2008, da han var borgmester i London, udskrev han en konkurrence om en ny serie af de berømte dobbeltdækkere. De gamle "Routemasters" skulle udfases og erstattes af nye busser med eget design.

Den konkurrence vandt Wrightbus, som siden har sendt hundredvis af røde dobbeltdækkere ud på Londons gader. Boris Johnson har også selv brugt en af de nye "Routemasters", bl.a. i forbindelse med sin kampagne for brexit.

Derfor har flere britiske medier døbt busserne "Boris-bussen".

Wrightbus hører hjemme i den nordirske by Ballymena. Og her får kollapset store konsekvenser, siger en af selskabets administratorer, Michael Magnay, til The Guardian.

»Vi anerkender, at virksomheden er en meget vigtig arbejdsgiver i Ballymena, og at dette vil være ødelæggende nyt for de ansatte, deres familier og selve byen, som allerede har lidt under en række fabrikslukninger de senere år,« siger han.

Lokale fagforeningsfolk anslår, at yderligere 1.700 job er i fare hos de leverandører, som har samarbejdet med Wrightbus. Håbet er stadig, at man kan finde en køber eller investor til det nu konkurstruede busfirma.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også