Erhverv

Skattestyrelsen vil sagsøge amerikanske fonde for over en milliard i udbytteskandale

Efter at have indgået et forlig om 1,6 mia. kr. med bagmændene i udbytteskandalen, går Skat på jagt endnu 1,2 mia. kr.

Steen Beechman Jacobsen, direktør for Særlig Kontrol i Skattestyrelsen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Skattestyrelsen fik i maj hentet 1,6 mia. kr. af de 4,1 mia. kr., som amerikanske svindlere havde trukket ud af den danske statskasse gennem ulovligt tilbagebetalt udbytteskat.

Nu gør Skat klar til at sagsøge de sidste amerikanske pensionsfonde for yderligere ca. 1,2 mia. kr, skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

Onsdag aften skrev TV 2 og Politiken, at en gruppe bagmænd havde hevet 4,1 mia. kr. ud af statskassen gennem ulovlig tilbagebetaling af udbytteskat.

Men da Skat i maj fortalte offentligheden, at man havde indgået et forlig med bagmændene om at få tilbagebetalt 1,6 mia. kr., sagde fhv. skatteminister Karsten Lauritzen, at bagmændene kun havde svindlet Danmark for 2,9 mia. kr.

Det er altså differencen mellem de 2,9 mia. kr. og de 4,1 mia. kr, som der har hersket tvivl om.

Den tekniske forklaring er, at Skat indgik et forlig med 61 ud af de 80 private pensionsfonde, som er blevet brugt af bagmændene til at hive udbytteskat ud af Danmark. De resterende 19 fonde var ikke en del af forliget, og de rummer altså de sidste 1,2 mia. kr. (differencen mellem 2,9 og 4,1 mia. kr.), som Skattestyrelsen nu vil forsøge at hente hjem.

»De 19 pensionsplaner er ikke forligsparter, og der er ej heller givet rabat i forbindelse med forligsaftalen. Nu tager vi et definitivt skridt og gør klar til at sagsøge de sidste pensionsplaner for ca. 1,2 mia. kr. De første fem er allerede sagsøgt, og de øvrige 14 vil blive det inden for kort tid, siger Skattestyrelsens chefforhandler, direktør for Særlig Kontrol Steen Bechmann Jacobsen, i pressemeddelelsen.

Når han taler om en »rabat« i forligsaften, henviser han til, at Politiken og TV 2 onsdag skrev, at de stenrige bagmænd ifølge forligsteksten fik lov at fratrække de udgifter, de har haft i forbindelse med at snyde med udbytteskat i perioden 2012 til 2015. Det inkluderer bl.a. omkostningerne til rådgivning i at udfærdige anmodning om refusion af udbytteskat.

Men det afviser Skattestyrelsen og forklarer i stedet, at den såkaldte rabat i det første forlig på 1,3 mia. kr. er en forkert udlægning. De 1,3 mia. kr. er nemlig slet ikke er tilfaldet bagmændene, men andre aktører i det samlede kompleks, mener Skattestyrelsen og Kammeradvokaten.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også