Erhverv

Stor tøjkæde har søgt om konkursbeskyttelse

Økonomien hænger i laser i modekæden Forever 21, der er kendt for at sælge billigt tøj til især kvinder. Nu skal en stor del af kædens butikker lukkes.

Forever 21 blev grundlagt i 1984 og har i dag 815 butikker fordelt over 57 lande. Foto: AP
USA

Den amerikanske modekæde Forever 21, der har butikker over hele verden, er faretruende tæt på kollaps og har nu søgt om konkursbeskyttlese under de amerikanske Chapter 11-regler.

Det skriver flere internationale medier, heriblandt CNBC.

Forever 21 blev grundlagt i 1984 og har i dag 815 butikker fordelt over 57 lande. Men ændrede købsvaner og mere nethandel har sat modekæden under pres og fået dens gæld til at vokse heftigt.

Derfor vil Forever 21 nu lukke størstedelen af sine butikker i Europa og Asien og en lang række af sine amerikanske butikker, oplyser selskabet.

Forever 21 har sikret sig 2,3 mia. kr. i finansiering til at opretholde driften, mens selskabet gennemfører sin storstilede overlevelsesplan. Under sin konkursbeskyttelse er Forever 21 beskyttet mod både kreditorer og banker.

Forever 21 er blevet verdenskendt for sin såkaldte fast fashion og billigt modetøj rettet mod især det unge segment. Men kæden er blevet udkonkurreret af mærker som eksempelvis Zara.

Samtidig er det blevet en økonomisk byrde for Forever 21, at kæden stort set er repræsenteret i alle store shoppingcentre og malls i USA. Når kunderne bliver færre, bliver de fysiske butikker dyre i drift.

Detailhandelsanalytikere peger desuden på, at Forever 21 i lang tid har forsømt at forandre sig og gøre sig mere relevant for de unge.

BRANCHENYT
Læs også