Erhverv

Ørsted og rivaler lægger bud ved auktion i Connecticut

Energikoncernen Ørsted og den amerikanske partner Eversource skal konkurrere mod rivalerne Mayflower Wind og Vineyard Wind i en udbudsrunde for havvind i den amerikanske stat Connecticut.

Det fremgår af havvindudviklernes indsendte bud til myndighederne i Connecticut. Der er kun tale om de versioner, der er rettet til, så de kan offentliggøres, og dermed har flere selskaber valgt at overstrege det, de selv anser for at være konkurrencefølsomme oplysninger.

Connecticut har bedt om forslag på havvindprojekter med en samlet kapacitet på op til 2000 megawatt, MW, og budfristen var mandag den 30. september.

Mayflower Wind, der er et joint venture mellem oliegiganten Shell og EDP Renewables, kommer med to forskellige forslag til projekter i buddet, som blev indsendt allerede fredag i sidste uge.

Det ene drejer sig om et projekt med en kapacitet på 408 MW, mens det andet drejer sig om et projekt på 804 MW. Det fremgår af dokumenterne, at Mayflower Wind har knyttet flere underforslag til de to projektbud - herunder ét, der er betinget af, hvordan det går for energiudvikleren i en anden udbudsrunde for havvind i USA.

Det drejer sig om udbudsrunden i den amerikanske nabostat Massachusetts, hvor Mayflower Wind også tidligere i september indsendte et bud på at udvikle havvindmølleprojekter. Ørsted og Vineyard Wind deltager også i den udbudsrunde, og myndighederne i Massachusetts forventer at vælge den foretrukne leverandør den 8. november.

Vineyard Wind, der er et joint venture mellem danske Copenhagen Infrastructure Partners og Avangrid Renewables, håber også på at få del i sejren i udbudsrunden i Connecticut. I hvert fald har det fælles selskab deltaget i udbudsrunden med et projekt, der går under navnet "Park City Wind".

I en pressemeddelelse fortæller Vineyard Wind, at det har meldt sig ind i kampen med bud på flere projekter i forskellige størrelser. Det gælder først og fremmest et bud på et projekt med en kapacitet på omkring 400 MW, som myndighederne i Connecticut krævede. Derudover har Vineyard Wind foreslået at udvikle projekter, der vil generere henholdsvis omkring 800 MW, 1000 MW og 1200 MW.

Den danske energikoncern Ørsted og partneren Eversource har også indsendt flere projektforslag fra deres fælles potentielle kæmpeprojekt, Constitution Wind, men størrelsen på buddene fremgår heller ikke her af de offentliggjorte dokumenter.

I november forventer myndighederne i Connecticut at kunne udpege vinderne af udbudsrunden.

Det amerikanske marked for havvind blev hurtigt udråbt til at være et stort potentielt vækstmarked hos den danske energikoncern Ørsted, men starten på eventyret i USA gik ikke helt så glat, som man kunne have håbet.

I hvert fald endte det danske selskab sidste år med at gå tomhændet hjem efter de første udbudsrunder for havvindprojekter i USA, hvor Ørsteds konkurrenter - heriblandt Vineyard Wind og Deepwater Wind, som Ørsted siden har købt - i stedet løb med de første sejre i både Massachusetts, Rhode Island og Connecticut.

De indledende skuffelser er siden blev vendt til en stribe af sejre i andre udbudsrunder på den amerikanske østkyst, og i løbet af sommeren kunne Ørsted først fortælle, at selskabet var udvalgt som foretrukken leverandør af et havvindprojekt med en kapacitet på 1100 megawatt (MW) i staten New Jersey, mens der knap en måned efter kom godt nyt fra New York.

Her var Ørsted ligeledes en af de heldige udviklere, der gik videre til kontraktforhandlingerne med myndighederne med et havvindprojekt med en samlet kapacitet på 880 megawatt.

I New York måtte Ørsted dele sejren med den norske oliegigant Equinor, som også satser på at få et solidt fodfæste på det amerikanske marked for havvind.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også