Erhverv

Indkøbslotto skal bekæmpe snyd og sort arbejde

Køb for en euro og få 10 lodder. Italien bruger lotto til at bekæmpe skattesnyd. Kvitteringerne fungerer som lodder. Hver måned kan man hente store gevinster på ærligt spil.

Marked i Norditailen. Det er ikke alle handlende, som er lige flinke til at udskrive en kvittering. Det vil den italienske regering dæmme op for ved at indføre et lotteri med kasseboner. Arkivfoto: Morten Lau-Nielsen Lega Nord - Det rige Norditalien.

Markedsplads ved Vareses banegård

Hvad gør man for at bekæmpe det i Italien ret så udbredte sorte arbejde og skattesnyd? Man sætter ind med en anden af italienernes yndlingsbeskæftigelser: lottospil.

Kasseboner og kvitteringer for ærligt arbejde kommer til at fungere som lodsedler i et statsligt lotteri, som lover store præmier hver uge, skriver flere italienske medier.

Italienske myndigheder fører en noget nær permanent kamp mod sort arbejde og svindel med skat og moms. Ifølge britiske Tax Research er italienerne europamestre i skattesnyd. Tæt mod 200 mia. euro mangler i statskassen.

Men italienerne er også glade for at spille. Knap 20 mia. euro bruger de hvert år på at prøve lykken, hvad enten det er det klassiske lottospil eller nyere spilleformer som skrabespil, oddset og online casino, fremgår det af en opgørelse i La Repubblica.

Angiveligt skulle ”Den store drømmebog” sælge bedre end Bibelen. Bogen hjælper med at tyde drømmene. Der er numre for en sort kat, en hvid bil, et tog, blomster eller hvad der ellers måtte dukke op i sindet om natten. Lottosystemet er opbygget, så man kan spille på flere numre og på flere hjul – et i Genova, et i Venedig, et i Napoli, et i Rom og så videre, og der er gevinst efter, hvor mange numre der kommer ud.

Enhver italiener kan en historie om den, der spillede hus og hjem væk i troen på det heldige tal, eller om den, som drømte, stod fast, spillede og hentede den store gevinst hjem. Utallige er diskussionerne om, hvilket system der skal spilles efter, og hvor der er størst chance for gevinst.

Indkøbslotteri

Man skal købe for mindst 1 euro for at være med.

Der udstedes et lod for hver 10 cent

Betaler man kontant, skal man opgive sit skatteydernummer for at være med.

Betaler man med kreditkort, fordobles chancerne.

Lotteriet indføres ved årsskiftet og kan kun spilles af myndige italienere, bosat i Italien.

Kilde: Corriere della Sera

Færre kontanter

Alt det kan man spare sig nu. I hvert fald, hvis man er en ærlig italiener, som handler med en anden ærlig italiener. Hver brugt euro udløser 10 lodder i lotteriet. Kvitteringen fungerer som lod. Betaler man med kreditkort, fordobles chancerne.

Det skyldes, at regeringen gerne vil mindske omløbet af kontanter. Italienerne er ikke de fremmeste til at bruge kreditkort. Dertil kommer, at kontanter er nemmere at snyde med. Den, som insisterer på at betale kontant og gerne vil deltage i lotteriet, får kun chancen, hvis han afgiver sit codice fiscale, skatteydernummer til den, som han har handlet med.

Fidusen ved spillet er, at staten regner med at indkassere flere penge både fra de små skatteundragere, som går rundt og bruger sorte penge, men også fra de mange selvstændige erhvervsdrivende, som rutinemæssigt spørger, om arbejdet skal udføres med eller uden faktura.

Hver måned er der 90.000 euro i præmiepuljen. De fordeles på hovedgevinsten, som er 50.000 euro, andenpræmien på 30.000 euro og tredjepræmien på 10.000 euro. Og så er det i øvrigt en god ide at gemme kassebonerne. Ved årsskiftet udløses spændingen om den helt store gevinst på 1 mio. euro.

Planen er, at der allerede fra 2021 skal udtrækkes ugentlige gevinster.

Ugebladet Donna Moderna, den moderne kvinde, har udgivet en udførlig anvisning til, hvordan lotteriet kommer til at fungere. En sidegevinst ved systemet er, at det også er med til at bekæmpe den udbredte digitale analfabetisme. Man skal nemlig på internettet for at finde ud af, om man har vundet.

Donna Moderna kan også fortælle, at Italien er blevet inspireret af andre lande, som allerede har et lignende lotteri. I Taiwan har man kunnet vinde siden 1950’erne. Malta indførte som første europæiske land systemet i 1997. I Portugal findes et lignende lotteri siden 2014, og det har ifølge avisen Corriere della Sera betydet, at hvor der i 2014 blev udstedt kvitteringer for ca. 2 mia. euro, så var det tal mere end fordoblet to år senere til omkring 5 mia. euro.

Danskere, som besøger Italien som turister, kan dog kigge langt efter den store gevinst. Man skal have bopæl i Italien for at kunne deltage.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også