Erhverv

Flyrejser i Danmark har kurs mod laveste antal i 14 år

Der er ikke noget, som peger på, at klimabevidsthed har ført til færre indenrigspassagerer, siger trafikchef.

Antallet af flyrejser i Danmark er dalende. Foto: Bloomberg photo by SeongJoon Cho

Antallet af rejsende på indenrigsruter i Danmark har kurs mod at lande på det laveste niveau i 14 år.

Det skriver branchemediet Check-in.dk.

Ifølge Check-in er der udsigt til 1.475.000 passagerer på ruterne internt i Danmark i år. Det er ikke set lavere siden 2005.

Prognosen er baseret på, at antallet af indenrigspassagerer faldt 7,5 procent i september og 6,9 procent i årets første ni måneder i forhold til 2018.

- Faldet i antallet af passagerer i indenrigstrafikken skyldes enten en mindre efterspørgsel efter at flyve, eller at flyselskaberne udbyder færre sæder til salg eller højere priser, siger Thomas Thessen, chef for trafikprognoser i Københavns Lufthavn, til Check-in.

- Udbuddet fra flyselskaberne har haft en afgørende betydning for faldet på kort sigt, men grunden til flyselskabernes beslutninger skyldes formentlig, at de føler, at efterspørgslen ikke er stærk nok i forhold til alternativerne, siger han.

Som alternativer peger han på flere billige busruter.

Den løbende debat om klima kan ifølge Thomas Thessen også spille ind. Men lufthavnen har ingen specifik viden, der underbygger den tese.

Indenrigsrejser toppede i 1996 med 2,7 millioner passagerer til og fra København.

Efter at det blev muligt at tage toget over Storebæltsbroen i 1997 og åbnet for biler året efter, faldt antallet frem til 2003, der er bundrekord. Dengang var der 1,5 millioner passagerer på ruterne i Danmark.

Det er i dag muligt at flyve til og fra København via Aalborg, Aarhus, Karup, Billund, Sønderborg og Bornholm.

Derudover er der sæsonruter til Bornholm fra Aalborg, Billund og Sønderborg samt særflyvninger under Folkemødet.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også