Erhverv

I Norge kan posten selv låse sig ind: »Det handler om tillid«

En ny app gør det muligt for postvæsnet i Norge selv at låse sig ind i privathjem, når modtagere af en pakke ikke er hjemme til at tage imod den.

I Norge kan postbude nu selv låse sig ind flere steder, når pakker skal leveres. Foto: Casper Dalhoff

I Norge behøver de ikke længere at frygte tyveri af pakker, der er blevet efterladt ved hoveddøren. Nu kan postbuddene nemlig selv låse sig ind i huset og stille pakken på den anden side af døren.

Det skriver Dagens Næringsliv.

En ny app, der hedder Innafor, gør det muligt for pakkepostmodtagere at give postbuddene lov til at låse sig selv ind, når modtageren ikke er hjemme til at tage imod pakken. Det kræver imidlertid en digital dørlås eller et nøgleskab med kode - og en ordentlig bunke tillid.

»Innafor en en tjeneste, der hviler på den tillid, vi har bygget op gennem mange år. Tilliden til Posten er vores vigtigste konkurrencefortrin, når vi tilbyder at tage varen over dørtrinnet, så modtageren får den leveret, selvom de ikke er hjemme,« siger Tone Wille, koncernchef i Posten Norge.

I app'en kan man dele koden til sin dør med Posten, så de altid kan låse sig ind, hvis ikke du åbner døren, når der bliver ringet på. Ønsker man ikke at få postbuddet helt ind i hjemmet, kan man også angive et gemmested til pakken, hvor posten så kan lægge den.

Posten Norge, der er Norges postvæsen, har både kørt en testperiode på app'en og også lavet kundeundersøgelse for at se, om der var efterspørgsel på funktionen. Undersøgelsen viste bl.a., at 66 pct. mener, at leverandørens omdømme og tilliden til samme er altafgørende med en sådan app.

Det norske postvæsen er umiddelbart det første postvæsen, der er ude med en sådan funktion, men også PostNord er begyndt at tænke i samme baner. Bl.a. i Sverige tester selskabet lige nu flere leveringsmuligheder på aflåste områder.

Koncernen PostNord har det danske datterselskab PostNord Danmark og er ejet i fællesskab af den svenske og danske stat.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også