Erhverv

Mærsk har opkøbt 15 startups på halvandet år og flere er på vej

Det er blandt andet Mærsks bookingplatform Maersk-transportation.com, der er udviklet i samarbejde med Loadsmart, som har givet pote hos kunderne. Foto: AP

Mærsk har som i et led i sin nye strategi brugt et trecifret millionbeløb på 15 transport-startups, og flere er på vej.

Det skriver dagbladet Børsen.

Der er tale om Mærsks venture-kapitalarm, Maersk Growth, der har investeret i 15 forskellige digitale transport- og logistik-startups.

Flere steder i kerneforretningen har tilgangen haft en positiv effekt på forretningen, forklarer Sune Stilling, der er chef for Maersk Growth, til Børsen. Det er især i Mærsks service til mindre og mellemstore virksomheder, at de nye produkter har givet et løft.

Det er blandt andet Mærsks bookingplatform Maersk-transportation.com, der er udviklet i samarbejde med Loadsmart, som har givet pote hos kunderne.

- I dag kan man vente uger for at få en pris, når man booker lastbiltransport af en container, men her får du en fast pris med det samme. Det er ikke et problem for store kunder som Nike og Macy's, men det giver et kæmpe løft til mindre kunder, siger Sune Stilling til Børsen.

Mærsk er dog ikke alene om at søge ny teknologi udefra i jagten på mere omsætning. Også konkurrenter som Hapag-Lloyd, der er verdens femtestørste rederi, tilbyder en digital bookingplatform.

Ifølge det maritime analysehus Seaintelligence Consulting bliver 9 pct. af containervolumerne booket hos netop Hapag-Lloyd.

Det vides ikke, hvor stor en volumen der bookes gennem Mærsks digitale platform.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også