Erhverv

Eksperter om Carlsberg: Kan misse regelbrud ved svag intern kontrol

Carlsberg blev i 2018 advaret om problemer med den interne kontrol i sit indiske datterselskab, der nu er midtpunkt i sagen om lyssky betalinger af embedsmænd. Foto: Finn Frandsen

Svag intern kontrol i Carlsbergs indiske datterselskab kan have ført til, at regelbrud ikke blev opdaget.

Det vurderer eksperter over for Berlingske Business.

Carlsberg blev i 2018 advaret om problemer med den interne kontrol i sit indiske datterselskab, der nu er midtpunkt i sagen om lyssky betalinger af embedsmænd.

Kontrolproblemerne har været så alvorlige, at Carlsberg i værste fald kan have haft svært ved at opdage bestikkelser eller andre regelbrud, vurderer eksperter på baggrund af centrale oplysninger fra det indiske selskabs årsregnskab for 2017/18.

- En dårlig eller mangelfuld intern kontrol gør virksomheden udsat for, at både hændelige og bevidste fejl kan opstå.

- Og det er klart, at hvis en virksomhed skal opdage for eksempel bestikkelse, kræver det, at de interne kontroller fungerer, siger Kim Klarskov Jeppesen, der er professor ved Copenhagen Business School, til Berlingske Business.

Det fremgår af årsregnskabet ifølge Berlingske Business, at der ikke har været "passende intern kontrol" omkring ansættelser af sælgere eller "overblik" over, om deres forretninger er i overensstemmelser med selskabets politikker.

Formuleringen er en alvorlig advarsel, mener Per Nikolaj Bukh, der er professor ved Aalborg Universitet.

Han forklarer til Berlingske Business, at det er interne kontroller, der er relevante, når det gælder bestikkelse, og at det er problematisk, når der tilsyneladende har været mangler i netop kontrollen.

Carlsberg har dog selv undersøgt forholdene og fortalt sin revisor om dem.

I regnskabet fremgår det ifølge Berlingske Business, at koncernen selv har igangsat en intern gennemgang af sin interne kontrol og efterfølgende har fulgt op med nye retningslinjer og politikker på området.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også