Erhverv

Morgan Stanleys overskud vokser mere end ventet

Den amerikanske storbank Morgan Stanley havde fremgang i tredje kvartal, hvor der blandt andet kom flere penge ind fra handel med værdipapirer.

På bundlinjen fik banken et overskud på 2,17 mia. dollar mod 2,11 mia. dollar i samme periode året før. Foto: AP/Richard Drew

Morgan Stanley opnåede i tredje kvartal et overskud per aktie - justeret for engangsposter - på 1,21 dollar, hvilket overgik forventningerne blandt analytikerne, der ifølge Bloomberg News havde ventet et overskud på 1,10 dollar.

Toplinjen steg med omtrent 160 mio. dollar til 10 mia. dollar i kvartalet. Det er trukket op af stigende indtægter fra handel med særligt obligationer. Til gengæld faldt indtægterne fra handel med aktier en anelse, men posten var alligevel en anelse højere end forventningen blandt analytikerne.

På bundlinjen fik banken et overskud på 2,17 mia. dollar mod 2,11 mia. dollar i samme periode året før.

- Vi har leveret et stærkt kvartal på trods af den typiske nedgang i sommerperioden og volatile markeder. Det er værd at fremhæve, at toplinjen for tredje kvartal i træk var over 10 mia. dollar, og at vi skabte et afkast af egenkapitalen i tråd med vores målsætning, siger administrerende direktør James P. Gorman i en kommentar til regnskabet.

Investorerne tager positivt imod regnskabet fra Morgan Stanley. Aktien stiger med 3,7 pct. i formarkedet og har dermed kurs mod en positiv torsdag på børsen.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også