Erhverv

Markedsoversigt: Brexit-eurori tabte pusten - lille rentefald

Nyt om brexit-forhandlingerne mellem EU og Storbritannien var det helt store tema på aktiemarkedet torsdag, hvor Tryg fastholdt førerpositionen i det danske eliteindeks dagen igennem. Investorerne drog et lettelsens suk, da det kort før middagstid kom frem, at EU og Storbritannien var nået til enighed om en aftaletekst efter intense brexit-forhandlinger.

Det sendte de europæiske aktieindeks op umiddelbart efter, men i løbet af dagen tabte de igen pusten. Det danske C25-indekset sluttede 0,1 højere i 1132,16.

Tryg-aktien endte øverst i C25, efter at Barclays løftede sin anbefaling af Tryg til "overvægt" fra "ligevægt", mens kursmålet blev øget med 20 kr. til 225 kr. Aktien steg 1,9 pct. til 186,30 kr.

Novozymes blev dagens bundskraber med et fald på 3,5 pct. til 287,90 kr. og fortsatte dermed onsdagens negative takter. Tirsdag steg enzymaktien 2 pct., efter at det kom frem, at topchefen, Peder Holk Nielsen, forlader koncernen i starten af 2020.

Stemningen blandt aktionærerne i H+H International og DFDS blev markant forbedret. De to selskaber er generelt følsomme over for brexit-nyt. DFDS steg 3,1 pct. til 260,80 kr., og H+H sprang frem med 5,1 pct. til 104 kr.

Mærsk-aktierne endte i den tunge ende af eliteindekset torsdag, hvor B-aktien tog et dyk på 0,8 pct. til 7960 kr. Goldman Sachs sænkede anbefalingen til "neutral" fra "køb" og skar 100 kr. af kursmålet til 9000 kr.

GN og Demant tiltrak sig også torsdag lidt opmærksomhed, da begge selskaber er til stede ved den årlige messe hos den europæiske brancheforening for audiologer, EUHA, i Nürnberg.

GN steg 0,4 pct. til 275,90 kr., mens Demant sluttede 0,9 pct. højere i 176,60 kr.

Lettelsen så ud til at skylle ind over obligationsmarkedet efter nyhederne i brexit-sagaen ved middagstid torsdag, men siden beherskede investorerne sig - akkurat som på aktiemarkedet.

Renten på den toneangivende tiårige dansk statsobligation sluttede knap 1 basispoint lavere i minus 0,39 pct. torsdag, efter at den ved middagstid ellers lå til en stigning på op mod 6 basispoint.

Søren V. Kristensen, cheføkonom hos Sydbank, bemærkede kort efter nyheden om den færdige aftaletekst mellem Storbritannien og EU, at intet endnu er sikkert.

- Johnsons nordirske støtteparti, DUP, har nemlig allerede sagt, at de ikke vil stemme for aftalen. Derfor er det lige nu enormt usikkert, om aftalen kan komme igennem parlamentet. Derfor kan det også vise sig, at investorerne måske tager lidt for meget forskud på glæderne, lød det i en kommentar.

Labours oppositionsleder, Jeremy Corbyn, mener, at aftalen er endnu ringere end tidligere forkastede aftale og bør afvises.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også