Serier

Analytikere: Brexit-aftale er godt nyt for en række danske selskaber

Brexit - britisk farvel til EU
Boris Johnson er nu nået til enighed med EU om en brexitaftale. Spørgsmålet er nu, om parlamentet vil godkende aftalen. Foto: Kenzo Triboillard/AFP

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, nåede torsdag til enighed med EU om en brexit-aftale, som nu skal godkendes i parlamentet. Sker det, er det gode nyheder for en række danske selskaber med stor omsætning i Storbritannien.

Det skriver Berlingske Business.

Aftalens skæbne hviler nu bl.a. på det nordirske parti Democratic Unionist Party (DUP), der på forhånd har erklæret sig som modstander af aftalen, men det er muligt, at Boris Johnson kan få en aftale gennem parlamentet ved at overbevise blot enkelte af DUPs medlemmer og enkelte af oppositionspartiet Labours medlemmer. Alle vurderer imidlertid, at det bliver tale om en meget tæt afgørelse.

Stemmes aftalen igennem, er det gode nyheder for en række danske selskaber.

Berlingske Business har talt med aktiestrategerne Michael Friis Jørgensen, der er chefanalytiker i Alm. Brand, og Tue Østergaard, der er aktiechef i ABG Sundal Collier. Begge peger på de samme fem selskaber, der står til den største gevinst, hvis brexit-aftalen vedtages: Pandora, DFDS, ISS, Coloplast og Ørsted.

- Vi er begyndt at tro på et blødt brexit, og det kan man godt se på aktiemarkedet generelt. Men det har været for tidligt at indregne det for de enkelte selskaber, så der kunne godt ligge noget "catch up". Ingen tvivl om det, siger Michael Friis Jørgensen til Berlingske Business.

Selskaberne kan få gavn af brexit-aftalen på to måder. Aftalen ventes at fjerne noget af den usikkerhed, der har tynget den britiske økonomi, hvilket kan hjælpe til at understøtte salget.

Dertil er der kurseffekten. Aftalen ventes at få det britiske pund til at stige, hvilket er gavnligt for selskaber, der tjener mange af deres penge i den britiske valuta.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også