Erhverv

Bavarian/Sydbank: Spændende opkøb giver omsætning fra dag ét

Bavarian har købt rettighederne til flere vacciner, der allerede har stærke positioner på markedet. Foto: Carsten Andersen/Bavarian Nordic Bavarian Nordic, PR

Bavarian Nordics beslutning om at købe to vacciner fra britiske GSK falder i god jord hos Sydbank, der hæfter sig ved lovende synergimuligheder.

Alligevel falder aktien, og det handler formentlig om, at Bavarian planlægger at hente 350 mio. euro - eller omkring 2,6 mia. kr. - hos sine nuværende aktionærer for at betale for aktiverne.

Med købet får Bavarian rettighederne til vaccinerne Rabipur/Rabavert og Encepur, som ifølge Bavarian allerede har stærke positioner på markedet. Samlet omsætter de to vacciner for cirka 175 mio. euro om året på markeder præget af vækst.

- Det virker rigtig spændende og er en væsentlig tilføjelse til Bavarians portefølje. Det, der er tiltalende, er, at man køber sig ind i to vacciner, som allerede er på markedet og genererer noget omsætning fra dag ét, siger Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank, til Ritzau Finans.

- Samtidig baserer produktionen af de to vacciner sig på samme produktionsmetode, som Bavarian allerede benytter, og det kan give nogle synergier og løfte lønsomheden i Bavarian, fortsætter han.

Rabipur, der yder beskyttelse før og efter eksponering mod hundegalskab, ses øge salget med en lav til midt encifret procent årligt, mens Encepur, der beskytter mod vesteuropæisk flåtbåren hjernebetændelse, ifølge Bavarian ventes at levere midt til høj encifret årlig salgsvækst.

Trods opkøbet falder Bavarian-aktien falder ikke desto mindre med 4,9 pct. til 166 kr., og det skyldes formentlig, at aktionærerne vil blive bedt om at købe nye aktier for 350 mio. euro i forbindelse med en fortegningsemission, som ventes gennemført i første halvdel af 2020.

I alt betaler Bavarian her og nu 301 mio. euro for vaccinerne. Der er desuden aftalt betingede milepæle på op til 495 mio. euro, som ventes at falde i perioden 2020-2025, heraf størstedelen fra 2022 og frem.

- Jeg hæfter mig ved synergimulighederne, og at det er midler, der allerede er på markedet, så der er altså ikke tale om, at Bavarian køber sig ind i en udviklingshistorie. Det, synes jeg, ser positivt ud. Det er så selvfølgelig en vis sum penge, man skal give, og der skal gennemføres en kapitalforhøjelse, og det efter min vurdering også derfor, at vi ser aktien falde, siger Søren Løntoft Hansen.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også