Erhverv

Budkrig om legendarisk tv-serie kan ende i milliardhandel

Rettighederne til en af de længst kørende tv-serier i amerikansk fjernsyns historie er sat i budrunde. Det forventes at indbringe folkene bag et milliardbeløb.

Siden starten i 1997 har verden kunnet følge med i Cartman og vennernes hverdag i den søvnige by South Park i Colorado. Foto: Arkivfoto.

Den legendariske satireserie South Park er i øjeblikket midtpunkt i en budkrig om streamingrettigheder. Det er en budkrig, der af folkene bag forventes at ende i en handel på omtrent 500 mio. dollars - altså ca. 3,3 mia. danske kr. Det skriver Bloomberg.

Pengene fra en eventuel handel vil blive delt mellem seriens skabere, Matt Stone og Trey Parker og mediegiganten Viacom Inc.

Det amerikanske medie skriver, at op mod et halvt dusin selskaber i øjeblikket forsøger at overbyde hinanden for at tilegne sig de eksklusive rettigheder til at streame de tidligere sæsoner i USA. Hvilke selskaber, der er tale om, vides ikke med sikkerhed, men ifølge Bloombergs oplysninger skulle streamingselskanerme HBO Max og Peacock være med i ræset.

Walt Disney’s Hulu, som købte de nuværende rettigheder tilbage i 2015, har ligeledes indikeret, at man er interesserede i at beholde serien, hvis ”prisen ikke bliver for høj”, mens Netflix angiveligt har trukket sig.

Den satiriske serie har en lang historie bag sig. Tegnefilmen kom for første gang på skærmen tilbage i 1997 og har i skrivende stund udsendt 301 afsnit fordelt på 23 sæsoner, hvilket gør det til én af de længst kørende tv-serier på amerikansk TV nogensinde.

Gennem årene har serien forarget og fornærmet diverse magtfulde skikkelser med sine karikaturer, og senest blev serien bandlyst i Kina efter et afsnit, der parodierede det kinesiske styre og dets præsident, Xi Jinping. Efterfølgende udsendte seriens skabere en ironisk undskyldning, der latterliggjorde de vestlige virksomheder, der på det seneste har undskyldt overfor Kina - bl.a. basketball-ligaen NBA.

»Ligesom NBA byder vi de kinesiske censorer velkommen i vores hjem og vores hjerter. Vi elsker også penge mere end frihed og demokrati. Xi (Jinping, red.) ligner overhovedet ikke Peter Plys. Stil ind på vores 300. episode denne onsdag klokken 10! Længe leve det storslåede kinesiske kommunistparti. Må efterårets durra-høst være gavmild. Er vi okay nu, Kina?,« lød det i den spydige pressemeddelelse.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også