Erhverv

Pandora henter tidligere Orkla-topchef ind som ny formand

Pandora han hentet Peter Ruzicka til posten som formand.

Peter A. Ruzicka skal være ny formand i Pandora. Tidligere har han stået i spidsen for norske Orkla. Foto: Phillip Pessar

Pandora har endelig fundet en ny formand, der skal hjælpe selskabets nye topchef med at vende udviklingen i den udfordrede smykkekæde.

Valget er faldet på Peter Ruzicka, der for nylig stoppede som topchef i Orkla, som er børsnoteret i Norge.

Foruden Orkla har Ruzicka arbejdet i flere store detailkæder i bl.a. Tjekkoslovakliet, Slovakiet og Baltikum. Derudover har han siddet i Orklas bestyrelse fra 2003-2005 og 2008-2014. I dag sidder han i bestyrelsen i Jotun A/S, der sælger maling.

»Pandora er det største smykkebrand i verden og rører ved millioner af kunders liv hver eneste dag med sine unikke tilbud ... Jeg tror meget stærkt på en turnaround og retningen i Programme NOW (Pandoras genopretningsplan, red.) og ser frem til at bidrage til udvilingen,« siger Ruzicka i en meddelelse.

Efter flere år med hæsblæsende vækst kæmper Pandora i dag med faldende salg i mange eksisterende butikker på dets modne markeder, og det har sønderskudt aktien, der er faldet omkring to-tredjedele siden 2016-2017.

Problemerne fik aktionærerne på banen og betød i første omgang, at topchef Anders Colding Friis blev opsagt i august 2018.

Men mange investorer var også utilfredse med formand og Arla-topchef Peder Tuborgh, der ikke kunne prale af den store erfaring med hverken at drive detailvirksomhed eller arbejde i et børsnoteret selskab.

Tuborgh meldte tidligere på året sin afgang, efter der var fundet en afløser til topchef Anders Colding Friis, og nu er Tuborghs afløser altså også fundet.

Peter Ruzicka ventes at tiltræde ved udgangen af året, efter der er afholdt ekstraordinær den 4. december.

BRANCHENYT
Læs også