Erhverv

Topchefer frygter ikke stigende lønkrav

Stort dyk i antallet af topchefer, som forventer stigende lønpres. Det kan medføre svære forhandlinger om en ny overenskomst på det private område.

Selvom topcheferne forventer lavere lønkrav fra de ansatte i den private sektor, så går formanden for Dansk Metal, Claus Jensen, til de kommende overenskomstforhandlinger med udgangspunkt i de seneste gode år.
Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup

Topcheferne i den private sektors forventning til, hvor meget ekstra de skal give medarbejderne i lønposen det kommende halve år, styrtdykker. Det skriver Børsen.

For et år siden forventede 61 pct. af topcheferne, at lønnen ville stige de kommende seks måneder. I dag er tallet 29 pct., viser tal fra Greens Analyseinstitut.

»Sidste år var situationen sådan, at jeg måtte give mine ansatte lønstigninger på op til 10 pct. for at holde på dem, men sådan er det ikke længere. Der er kommet mere ro på arbejdsmarkedet, og i dag har jeg ikke samme forventninger til, at lønnen vil stige så meget som tidligere,« siger Bjarne Johansson, direktør i BJ Enterprise i Roskilde, til Børsen.

Det er bl.a. de mere dystre udsigter for dansk økonomi, der har fået topcheferne i den private sektor til at forvente et mere moderat lønpres.

Trods topchefernes forventninger om et mindre løntryk og en vaklende økonomi, er formand for Dansk Metal, Claus Jensen, optimistisk på dansk økonomis vegne.

Han tager derfor ikke udgangspunkt i, at vi kigger ind i en usikker fremtid, men derimod i hvordan det er gået de seneste år, når han når han og CO-industri, som repræsenterer lønmodtagersiden, møder op i DI til forhandlinger om en ny overenskomst for samlet ca. 600.000 ansatte på det private område, siger han til Børsen.

BRANCHENYT
Læs også