Erhverv

Medie: Kapitalfonde undersøger historiens største overtagelse

Kapitalfonde er i dialog med amerikansk apotekerkæde om historiens største overtagelse.

Den amerikanske apotekerkæde Walgreens Boots Alliance undersøger, om man skal forsøge at blive afnoteret og opkøbt. Foto: AP Photo/Charles Krupa.

Den amerikanske apotekerkæde Walgreens Boots Alliance, der har skuffet i en årrække, undersøger, om man skal forsøge at blive købt af børsen af kapitalfonde i en handel til mere end 55 mia. dollar.

Det skriver Reuters.

Ifølge nyhedsbureauet har apotekerkæden holdt foreløbige samtaler med nogle af verdens største kapitalfonde om at strikke en handel sammen, som i givet fald vil være det største gældsfinansierede opkøb nogensinde.

Ifølge Reuters’ kilder er det meget usikkert, om en eventuel handel bliver til noget, men Walgreens-aktien har været stigende i de senere dage, efter at rygtet begyndte at løbe. Tirsdag var den på et tidspunkt steget 8 pct., men den har siden givet lidt af stigningen tilbage.

Walgreens har i flere år kæmpet med et skuffende salg og lancerede tidligere på året en omfattende spareplan.

Selvom der er tale om apotekerkæde, kommer en stor del af indtjeningen fra klassisk detailsalg af alt fra sodavand til skønhedsprodukter, og ligesom mange andre detailkæder er den del af forretningen under pres.

Det taler også for, at en handel bliver svær at strikke sammen.

Udover at mange kapitalfonde har mistet appettiten på detail, er det samme tilfældet for mange banker, som i givet fald ville skulle stille en stor del af finansieringen til rådighed.

Noget lignende gør sig gældende herhjemme, hvor flere kapitalfonde har tabt store penge på detailkæder. Mest opsigtsvækkende var sidste års konkurs af Top-Toy, ejeren bag Fætter BR, der gik konkurs og efterlod et økonomisk hul i jorden på mere end 2 mia. kr.

Top-Toy var ejet af kapitalfonden EQT, som også kæmper med sin investering i Flying Tiger, der længe lignede en forrygende investering for kapitalfonden, men som i dag er vanskelig at afhænde, medmindre det lykkes at øge salget i kædens eksisterende butikker.

BRANCHENYT
Læs også