Erhverv

Ny Radius-ejer sælger Ørsted-aktier for milliarder

SEAS-NVE, der står til at overtage Radius og Ørsteds privatkunde- og udendørsbelysningsforretning, har solgt 9,5 mio. aktier i selskabet.

Efter salget er SEAS-NVE's ejerandel i Ørsted bragt ned til 7,3 pct. af den samlede aktiekapital. Foto: PR Ørsted

Aktierne er solgt til 560 kr. stykket, hvilket er en rabat på 2,9 pct. fra torsdagens lukkekurs, hvor aktien faldt 0,1 pct. til 576,8 kr. på børsen i København.

Baggrunden for salget er netop SEAS-NVE's køb af Radius og Ørsteds privatkunde- og udendørsbelysningsforretning, som penge skal finansiere en del af:

- Ørsted har udviklet sig meget positivt givet sin strategiske prioritering af den grønne omstilling, og i dag realiserer vi en del af Ørsteds betydelige værdiskabelse med henblik på delfinansiering af købet af Radius Elnet samt Ørsteds privatkunde- og udendørsbelysningsforretning, forklarer topchef Jesper Hjulmand i en pressemeddelelse.

Efter salget, som svarer til 2,3 pct. af den samlede aktiekapital, er SEAS-NVE's ejerandel i Ørsted bragt ned til 7,3 pct. af aktierne.

Den skal nedbringes yderligere - til cirka 5 pct. - og selskabet vil derfor over de kommende 12 måneder sælge yderligere ud af sine aktier.

- Med købet af Radius Elnet, en fortsat væsentlig aktiepost i Ørsted og med koncernens øvrige forretningsområder som energisalg, e-mobilitet og fibernet står SEAS-NVE stærkt rustet til tage ansvar for den grønne omstilling i Danmark.

- Vi betragter os selv som en langsigtet, væsentlig aktionær og vores fortsatte ejerskab er et udtryk for vores opbakning til Ørsteds strategiske udvikling. Vi tror på den grønne omstilling, både samfundsmæssigt og forretningsmæssigt, siger Jesper Hjulmand.

Ørsted kunne i september fortælle, at selskabet efter mere end ét år på tegnebrættet havde solgt Radius og forretningen for privatkunder og udendørsbelysning.

Undervejs var der politisk modstand, og i april indgik Folketingets Finansudvalg en aftale om at stoppe privatisering af kritisk infrastruktur.

En majoritetsejer kunne dog godt være et "forbrugerejet andelsselskab", og i september blev et salg til SEAS-NVE annonceret for 21,3 mia. kr.

Handlen er dog betinget af en godkendelse fra konkurrencemyndighederne og Energistyrelsen og ventes lukket i første halvdel af 2020.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også