Erhverv

Bavarian hyrer kommerciel direktør fra britisk medicinalkæmpe

Det danske biotekselskab har nemlig udnævnt ham til kommerciel direktør, og efter årsskiftet vil han indgå i koncernledelsen hos Bavarian Nordic, skriver selskabet i en meddelelse til fondsbørsen. Foto: Bavarian Nordic

Bavarian Nordic skal i gang med at opbygge en mindre kommerciel organisation, og det arbejde kommer Jean-Christophe May nu til at stå i spidsen for.

Det danske biotekselskab har nemlig udnævnt ham til kommerciel direktør, og efter årsskiftet vil han indgå i koncernledelsen hos Bavarian Nordic, skriver selskabet i en meddelelse til fondsbørsen.

Jean-Christophe May har 25 års erfaring fra den britiske medicinalkæmpe Glaxosmithkline, som Bavarian Nordic i oktober købte rettighederne til to vacciner af. Her har han senest været chef for de globale, kommercielle vaccineaktiviteter.

Hos Glaxosmithkline var den nye direktør ifølge Bavarian Nordic ansvarlig for "det strategiske lederskab og performance" af flere vacciner - herunder også Rabipur og Encepur, som er de to vacciner, det danske selskab har fået ind i folden.

- Jeg er glad for at byde Jean-Christophe velkommen til Bavarian Nordic. Med hans omfattende kommercielle erfaring vil han bidrage væsentligt til selskabets ledelse. Han har desuden indgående kendskab til vores nye produkter, Rabipur/RabAvert og Encepur, og hans mangeårige internationale erfaring inden for life science-industrien vil være uvurderlig for etableringen og udvidelsen af vores kommercielle organisation, siger Paul Chaplin, der er administrerende direktør hos Bavarian Nordic, i meddelelsen.

I oktober kom det frem, at Bavarian Nordic har indgået aftale med britiske Glaxosmithkline om køb af globale rettigheder til to vacciner med en samlet omsætning på cirka 175 mio. euro.

Købet omfatter vaccinerne Rabipur/Rabavert og Encepur, som ifølge Bavarian allerede har stærke positioner på markedet. Rabipur yder beskyttelse før og efter eksponering mod hundegalskab, mens Encepur beskytter mod vesteuropæisk flåtbåren hjernebetændelse.

Med købet af rettighederne til de to vacciner fra britiske Glaxosmithkline er Bavarian gået i gang med at opbygge en mindre kommerciel organisation, der skal sørge for at fremme salget.

Der bliver dog ikke tale om en salgsorganisation, der kommer til at gøre væsentligt indhug i lønsomheden på de to produkter, lød det fra topchefen på en telekonference i oktober.

- I øjeblikket har GSK ikke rigtigt nogle salgsfremmende aktiviteter, så det salg, man ser nu, er skabt på baggrund af minimal salg og markedsføring.

- Det andet er, at der er nøgleterritorier, så vi vil koncentrere indsatsen, hvor vi får størstedelen af omsætningen fra. Så jeg tror, at vi vil bruge omkring 10 pct. på distribution, salg og markedsføring, sagde Paul Chaplin på telekonferencen. Han betegner det selv som "et relativt begrænset kommercielt setup".

Bavarians to nytilkøbte vacciner ventes i år at omsætte for omkring 175 mio. euro.

Overskudsgraden fra omsætningen af de to produkter ventes at stige fra 30-40 pct. i 2020-24 til over 50 pct., når de to produkter er fuldt integrerede i 2025.

Ifølge aftalen får Bavarian allerede fra dag et - det vil sige umiddelbart fra årsskiftet - ansvaret for salg og markedsføring for de to vacciner.

Distributionen af de to midler vil blive overført løbende, i takt med at Bavarian får etableret sit eget distributionsnetværk og ventes fuldt gennemført i 2021.

Endelig vil produktionen løbende blive overført til Bavarian - startende med pakke- og fyldeaktiviteter og afsluttende med produktionen af selve bulkvaccinen. Den proces ventes til ende i 2024.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også