Erhverv

Tesla bygger fabrik i Berlin

Det er første gang, den amerikanske elbilproducent Tesla lægger et produktionssted i Europa. Foto: Mike Blake

Tesla bygger sin første europæiske fabrik i Berlin. Tyske bilproducenter tager venligt imod selskabet, skriver Financial Times.

Det er første gang, den amerikanske elbilproducent Tesla lægger et produktionssted i Europa.

Selskabet opkøbte dog allerede den tyske ingeniørvirksomhed, Grohmann Engineering, i 2016.

- Tysk ingeniørvirksomhed er enestående, og det er en del af grunden til, at vi lægger vores europæiske anlæg i Tyskland, sagde Teslas topchef, Elon Musk, tirsdag ifølge Financial Times.

Ifølge en af avisens kilder vil fabrikken sigte efter at starte sin produktion i 2021 og ligge i nærheden af Berlins foreslåede nye lufthavn.

Berlin er allerede centrum for Tysklands bevægelser mod nye transportmuligheder, herunder Volkswagens delebil-brand, Moia, og BMW og Daimlers fællesforetagende, skriver Financial Times.

Herbert Diess, der er topchef i Volkswagen, roste ifølge avisen Elon Musk blandt andet for at være en pioner på området. Han understregede dog samtidig, at den tyske industri vil give Tesla modspil med sine tunge investeringer.

Volkswagen selv er på vej til at blive verdens største producent af elektriske køretøjer.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også