Erhverv

Danskernes momssnyd koster statskassen op mod 600 mio. kr. årligt

Danskerne snyder fortsat med moms og afgifter, når de køber eks. sodavand i Tyskland og sælger videre uden at indberette det, viser en ny undersøgelse fra Dansk Erhverv.

9 pct. af de danskere, Dansk Erhverv har spurgt, har købt ulovligt indførte nydelsesmidler inden for de seneste seks måneder. Arkivfoto: Claus Bonnerup Arkivfoto: Claus Bonnerup

Mange danskere snyder fortsat med moms og afgifter, og det kan koste den danske statskasse op mod 600 mio. kr. årligt, viser en ny analyse fra Dansk Erhverv.

Undersøgelsen viser, at omkring 420.000 danskere over 18 år inden for de seneste seks måneder har købt ulovligt indførte varer, hvoraf de mest populære er sodavand, slik og cigaretter.

Det er i og for sig ikke ulovligt at købe pant- og momsfrie varer i eks. Tyskland, men hvis formålet er at sælge varen videre uden at betale moms og afgifter, bliver handlen ulovlig. Ifølge undersøgelsen ses det dog ofte, at mange danskere ikke ved, at varen, de køber, er ulovligt indført. Og mange af dem, der er klar over det, synes at det er helt okay.

»En væsentlig årsag til, at omfanget af illegal handel med nydelsesmidler stadigvæk er højt i Danmark, kan være, at mange danskere synes, at det er i orden at snyde med moms og afgifter,« står der skrevet i undersøgelsen.

Hele 13 pct. af de adspurgte danskere har nemlig svaret, at det er i orden at købe varer, der bliver videresolgt uden om det danske momssystem. Kun knap en fjerdedel tager afstand fra snyd med moms og afgifter, viser undersøgelsen.

Ifølge Dansk Erhvervs beregninger går statskassen glip af mellem 400-600 mio. kr. hvert år alene på grund af danskernes handel med eks. sodavand uden om moms- og afgiftsystemet.

Det giver derfor god mening, at hele 43 pct. mener, at indsatsen mod de illegalt indførte varer skal øges. Lige nu er også privatkøb af pantfrie dåser i Tyskland under debat. Det viser sig nemlig, at næsten hver eneste dåse, Danmarks Naturfredningsforening har fundet i naturen i løbet af de seneste par år, har været pantfri.

Et problem, der ifølge miljøminister Lea Wermelin er en ganske enkel løsning på.

»Der er jo også den simple løsning, at der bare kom tysk pant på de tyske dåser,« har hun tidligere sagt til DR.

Dansk Erhverv selv mener, at problemet med illegal handel kunne løses med lavere afgifter i Danmark.

»Det er kun ved at sænke afgifterne og dermed reducere incitamenterne til den illegale handel, at man for alvor kan komme den illegale handel til livs. Og i mellemtiden bør der sættes ind med effektiv og målrettet kontrol på området, så det illegale salg inddæmmes,« skriver organisationen i sin undersøgelse.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også