Erhverv

Nilfisk sætter punktum for skuffende kvartal

Nilfisk har ikke fundet anledning til at justere på sine finansielle forventninger til 2019 efter nedjusteringen i oktober. Foto: Nilfisk

En forværring, lavere vækst end ventet, og en generel svækkelse er nogle af de ordvalg, Nilfisk bruger på forsiden af sit regnskab for tredje kvartal.

Investorerne var dog advaret, da Nilfisk nedjusterede forventningerne i midten af oktober og kom med flere foreløbige regnskabstal for perioden.

Omsætningen faldt til 227,5 mio. euro fra 253,6 mio. euro. Driftsresultatet blev forbedret til et plus på 0,7 mio. euro fra et minus på 13,3 mio. euro året før, men bundlinjen skrives stadig med røde tal. Her noterer Nilfisk et underskud på 4,2 mio. euro mod et tab på 10,0 mio. euro i tredje kvartal sidste år.

- Tredje kvartal har været skuffende for Nilfisk med negativ vækst og markant modvind i EMEA, hvilket har påvirket os primært i Centraleuropa samt i det industrielle segment på tværs af regionen, konstaterer administrerende direktør Hans Henrik Lund ifølge regnskabet og fortsætter:

- Samtidig har vi set lavere end forventet vækst i USA, hvor vi dog fortsætter eksekveringen af vores vækstplan og fortsat er fortrøstningsfulde i forhold til de initiativer, vi har gennemført”.

Nilfisk har ikke fundet anledning til at justere på sine finansielle forventninger til 2019 efter nedjusteringen i oktober.

Selskabet, der udbyder professionelle rengøringsmaskiner og -services, venter fortsat, at 2019 vil resultere i en negativ organisk vækst på 4,5 pct., og at driftsmarginen (EBITDA) vil lande på cirka 12,4 pct. før særlige poster og inklusive effekten af IFRS 16.

Ved indgangen til regnskabsåret forventede selskabet at nå en organisk vækst på 2,0 pct. i 2019 og en EBITDA-margin før særlige poster på over 14,4 pct.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også