Erhverv

Gigantisk hval-fly er på vej i luften

Airbus er klar til at sende sit nye kæmpefly, BelugaXL, i rutekørsel.

Photo by: Markus Scholz/picture-alliance/dpa/AP Images

Den smilende hvidhval på vinger er snart klar til take-off. Den franske flyproducent Airbus’ nye kæmpefly, BelugaXL, har netop fået sin endelige godkendelse og forventes at blive taget i brug allerede i begyndelsen af 2020.

Det skriver CNBC.

BelugaXL-flyet, der er blandt de største i verden, har fået sit type-certifikat af det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA).

Det hvalformede fly skal primært bruges til at transportere flydele som f.eks. vinger fra én fabrik til en anden. Flyet kan lette med over 50 ton nyttelast ombord, og det er godt 63 meter langt og knap 19 meter højt - med et vingefang på cirka 60 meter.

BelugaXL blev første gang testet den 19. juli 2018 og har siden gennemgået over 200 forskellige flytest, inden det blev endeligt godkendt af EASA.

Det nye transportfly er arvtageren til den såkaldte Super Transporter-familie i Airbus. Og BelugaXL er ikke det eneste kæmpefly, som Airbus står bag.

Airbus producerer bl.a. også verdens største passagerfly, Airbus A380. Selskabet har i alt 134.000 ansatte verden over og omsatte sidste år for 478 mia. kr.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også