Erhverv

Her er overblikket: Danmark havner formentlig i gruppe med flere verdensstjerner ved EM

Lodtrækningen er endnu ikke foretaget, men ud fra seedningslag er det sikkert, at Danmark ved EM til sommer skal møde Rusland – og formentlig stjernerne fra Belgien.

En glad Åge Hareide med den danske EM-trøje efter det uafgjorte resultat mandag aften. Foto: Lars Poulsen

Der venter som minimum to danske EM-landskampe i Parken i juni, men det er endnu ikke helt afgjort, hvem Danmark skal møde ved den historiske slutrunde til sommer.

På forhånd var det sikkert, at Danmark ville havne i gruppe B sammen med Rusland, hvis EM-kvalifikationen lykkedes, hvilket blev klaret mandag aften med det uafgjorte 1-1-resultat i Dublin.

De to øvrige nationer i gruppe B er endnu ikke fundet, men meget tyder på, at de danske fodboldfans foruden Rusland kan se frem til mødet med Eden Hazard, Kevin De Bruyne, Romelu Lukaku og de øvrige stjerner fra Belgien.

Mødet med belgierne, som pt. topper Fifas verdensrangliste, vil blive en realitet, hvis Tyskland tirsdag aften besejrer Nordirland på hjemmebane. Det fjerde og sidste hold i puljen er stadig ukendt, men både Sverige og Finland er i spil.

De 12 værtsbyer ved EM 2020

Amsterdam, Holland (Johan Cruijff Arena)

Bukarest, Rumænien (National Arena)

Sankt. Petersborg, Rusland (Krestovskij Stadion)

Bilbao, Spanien (Estadio de San Mamés)

London, England (Wembley)

Baku, Azerbaijan (Olympic Stadium)

München, Tyskland (Allianz Arena)

Budapest, Ungarn (Ferenc Puskás Stadium)

København, Danmark (Parken)

Dublin, Irland (Aviva Stadium)

Rom, Italien (Stadio Olimpico)

Glasgow, Skotland (Hampden Park)

Forklaringen er lettere kompliceret. De 24 deltagende EM-nationer skal inddeles i seks grupper med fire hold i hver, når der den 30. november bliver trukket lod til slutrunden. Danmark er i seedningslag 3 og skal derfor møde hold fra seedningslag 1, 2 og 4.

I seedningslag 1 finder man de seks bedste gruppevindere fra EM-kvalifikationen. Der er tale om Spanien, Italien, Ukraine, Belgien, England – og formentlig Tyskland, hvis holdet altså slår Nordirland tirsdag aften. Men Danmark kan ikke havne i gruppe med Spanien, Italien, England og Tyskland, da de også er værtslande og derfor placeret i øvrige grupper.

Det efterlader Ukraine og Belgien som tilbageværende nationer, men da Uefa af politiske hensyn har besluttet, at Ukraine ikke kan komme i gruppe med Rusland, er der kun Belgien tilbage.

I seedningslag 2 finder man de fire dårligste gruppevindere fra kvalifikationen samt de to bedste toere. Her er Rusland, som i forvejen var parret med Danmark, da Sankt Petersborg og København skal dele værtskabet for gruppe B.

En lodtrækning den 22. november afgør, hvorvidt Rusland eller Danmark får hjemmekamp i det indbyrdes opgør. Taber Danmark lodtrækningen, skal holdet spille kampen mod Rusland i Sankt Petersborg.

I seedningslag 3 finder man de seks toere fra kvalifikationen, og her er Danmark.

I seedningslag 4 finder man de dårligste toere fra kvalifikationen samt de fire vindere af Nations League-playoff. Her er både Sverige og Finland i spil til at slutte som en af de dårligste toere, hvilket kan gøre de to nordiske lande til potentielle modstandere. Slovakiet og Wales kan også blive mulige modstandere, men det vides først tirsdag aften. De fire vindere af Nations League-playoffkampene bliver dog først fundet i marts 2020.

Foruden Danmark er følgende 18 lande på nuværende tidspunkt kvalificeret til EM: Schweiz, Portugal, Tyskland, Holland, Kroatien, Østrig, Sverige, Finland, Tjekkiet, England, Tyrkiet, Frankrig, Belgien, Italien, Rusland, Polen, Ukraine, Spanien.

Yderligere fem nationer mangler at kvalificere sig til slutrunden, der begynder den 12. juni på Stadio Olimpico i Rom.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarerbranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også