Erhverv

Kæmpe møllepark ved Bornholm kan blive et grønt gennembrud

Ørsted foreslår at bygge en gigantisk vindmøllepark ud for Rønne og kombinere den med en fabrik til grønt brændstof. Bornholms borgmester er begejstret.

Ørsteds havvindmøllechef, Martin Neubert, undrer sig over regeringens forslag om, at lave en kunstig ø til vindmøller, når man i stedet kunne sætte nogle op på Bornholm. Arkivfoto: Joachim Adrian

Ideen om at bygge en kunstig ’energiø’ i Nordsøen, omgivet af hundredvis eller endda tusindvis af havvindmøller, der kan levere el til de omkringliggende kystlande, er fascinerende.

Så fascinerende, at regeringen og dens tre støttepartier har skrevet det ind i sit forståelsespapir for de kommende års politik.

Der er bare et problem: Det er så teknisk svært og dyrt, at det næppe kan lade sig gøre i tide til at nå regeringens klimamål for 2030.

Derfor foreslår verdens største havvindmølleejer, Ørsted, at man i stedet retter blikket mod Bornholm og opfører en gigantisk møllepark ud for Rønne. Det skriver Politiken mandag. En møllepark så stor, at den kunne levere strøm til ikke bare hele Sjælland og Bornholm, men også dele af Polen og måske Tyskland og Sverige.

For Ørsteds havvindmøllechef, Martin Neubert, synes, det er mærkeligt at være forhippet på at bygge en kunstig ø, når Danmark allerede har en granitø i Østersøen.

»Her behøver man ikke at bygge og dræne som i Nordsøen. Så man kan bruge den infrastruktur, der allerede er på plads, og længe før 2030«, siger Martin Neubert til Politiken.

Havmøllerne skal forbindes med en omformerstation på Bornholm, der igen kan forbindes med kabler til Sjælland og Polen, der i øjeblikket er afhængig af kulenergi – og på sigt med Tyskland og Sverige, hvis der er interesse for det.

Hvis regeringen går med på Ørsteds planer, er det et projekt uden fortilfælde i Danmark.

Klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) er forsigtig i en skriftlig kommentar til Politiken. »Det er absolut et meget spændende projekt, som jeg ser frem til at høre mere om. Det er godt at se, at de private aktører er med helt fremme i den grønne frontlinje«, skriver han.

Bornholms borgmester, Winni Grosbøll (S), er derimod entusiastisk.

»I det hele taget vil sådan et byggeri smitte af med arbejdspladser og aktivitet på hele øen. Desuden positionerer sådan en havvindmøllepark Bornholm som en energiø midt ude i Østersøen, det er en kæmpe chance for os«, siger hun til Politiken.

BRANCHENYT
Læs også