Erhverv

Nyhedsmedier etablerer Publicistplatformen for reklamekøberne

TV 2, JP/Politikens Hus og Berlingske Media har taget initiativ til etablering af en ny, åben digital reklameplatform.

Annoncører skal have »let adgang til en dansk, journalistisk kvalitetskontekst« og fuld valuta for pengene i de digitale kampagner.

Derfor har de tre mediekoncerner TV 2, JP/Politikens Hus og Berlingske Media valgt at søsætte en ny platform for reklamekøbere.

I forbindelse med Media Talk 2020 blev sløret løftet for et nyt samarbejde mellem de danske mediehuse om en digital reklameplatform, der skal øge effekten af annoncørernes digitale kampagner.

Den nye åbne platform har fået arbejdstitlen Publicistplatformen.

»Ambitionen er at skabe en platform, der giver annoncører i Danmark mulighed for at nå ud til hele den danske befolkning med sikkerhed for at optræde i en troværdig, journalistisk kontekst. Vi skaber en transparent indkøbskanal, der bliver et dansk alternativ til Facebook og Google hvad reach angår, men her kun med adgang til sikre annoncemiljøer,« siger Dorthe Bjerregaard-Knudsen, koncerndirektør i JP/Politikens Hus.

Forudsætningen for at deltage på platformen er, at mediet er tilmeldt Pressenævnet og dermed står til ansvar over for det indhold, som annoncerne optræder omkring. Derudover skal de deltagende medier bidrage til den fortsatte udvikling af platformen, som baseres på uafhængig annonceteknologi.

»På Publicistplatformen går hver krone, der investeres, ubeskåret til annonceindkøb. I modsætning til i dag, hvor de forskellige tech fees trækkes fra annoncørens budget, før der kan købes eksponering for det beløb, der er tilbage, så er det her medierne, der afholder de tekniske omkostninger – ikke hverken annoncørerne eller bureauerne,« siger Dorthe Bjerregaard-Knudsen.

Publicistplatformen lanceres i 1. kvartal 2020 og vil blive drevet af en non-profit forening.

En brugervenlig indgang vil gøre det nemt for indkøberne at bruge platformen, uanset om man som annoncør selv foretager sit medieindkøb, eller man som mediebureau foretager det på vegne af annoncørerne.

»Vi er ikke et sekund i tvivl om, at Publicistplatformen kan skabe nye, fremtidssikrede muligheder i et annoncemarked i opbrud. Den vil på den ene side medvirke til at skabe endnu mere effekt af annoncørernes marketingsinvesteringer, og på den anden side betyde, at de danske mediehuse fortsat kan udkomme med relevant journalistik af høj kvalitet og troværdighed i mange år frem,« siger Peter Olafsson, salgsdirektør for TV 2 Reklamesalg.

BRANCHENYT
Læs også