Erhverv

Medie: Hundredvis af Amazon-ansatte strejker på black friday

Sidste år nedlagde Amazons medarbejdere i både Spanien, Tyskland og Storbritannien arbejdet på black friday.Foto: Screendump/Amazon

Hundredvis af Amazon ansatte i Tyskland strejker fredag på den store handelsdag black friday.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Strejken er sat til at vare frem til tirsdag morgen, og den rammer derfor også en anden store shoppedag - nemlig cyber monday.

En talsperson for den tyske fagforening fortæller til AFP, at der strejkes på seks af Amazons tyske distributionscentre.

Fagforeningen kræver en kollektiv aftale, der sikrer "en løn, der er til at leve af, og gode, sunde job".

Amazon slår over for nyhedsbureauet fast, at "pakker vil blive leveret til tiden".

Størstedelen af selskabets 13.000 ansatte på 13 distributionscentre på tværs af Tyskland arbejder som vanligt, lyder det fra Amazon.

- For dem, der arbejder i logistikindustrien, er Amazon bestemt en af de bedste arbejdspladser, skriver selskabet i en kommentar.

- Bare spørg de flere end 8000 kolleger, som har været hos os i mere end fem år, og som gør et fantastisk stykke arbejde for vores kunder hver dag, lyder det fra selskabet.

Amazon er de seneste år blevet ramt af strejker i både Tyskland og flere andre lande.

Sidste år nedlagde medarbejdere i både Spanien, Tyskland og Storbritannien arbejdet på black friday.

BRANCHENYT
Læs også