Erhverv

Facebook vil følge singaporeansk lov om fake news

Det sociale medie har sat fake news-mærkat på et opslag efter anmodning fra Singapores regering.

Facebook har tidligere oplyst i en rapport, at der bliver fjernet ca. 18.000 opslag på verdensplan om året. Foto: Dado Ruvic // Ritzau Scanpix

Facebook annoncerede lørdag, at det sociale medie har valgt at indsætte en rettelse på en brugers opslag efter anmodning fra den singaporeanske regering.

Det skriver Reuters.

»Facebook er lovmæssigt forpligtet til at fortælle dig, at regeringen i Singapore siger, at dette indlæg har falske oplysninger.«

Sådan lyder mærkaten, der kun er synlig for Facebook-brugere, der befinder sig i Singapore. I sidste måned implementerede Singapore en fake news-lov, der kræver, at Facebook laver en ”rettelse”, når regeringen beder om det.

Og Facebook har altså valgt at makke ret. Dog er der ikke ændret i opslaget, men kun indsat et mærkat, der skal advare om fake news.

»Som krævet i Singapores lov har Facebook anvendt en etiket på disse opslag, som er blevet vurderet af Singapores regering til at indeholde falske oplysninger. Da lovens ikrafttrædelse er i sin spæde start, håber vi, at regeringen i Singapores forsikringer om, at det ikke vil påvirke ytringsfrihed, vil holde og kan føre til en målrettet og gennemsigtig tilgang,« siger en talsperson for Facebook til Reuters.

SIngapore valgte at bede Facebook om at sætte etiket på et opslag lavet af en australsk blogger ved navn Alex Tan, da Tan ikke selv ville skrive, at opslaget indeholdt falske oplysninger.

Kampen mod fake news er da også intensiveret hos det sociale medie. Facebook blokerer ofte indhold, der er i strid med landes love. Ifølge Facebook bliver der blokeret ca. 18.000 opslag på verdensplan om året.

Singapores fake news-lov har været to år undervejs, og den ret så omfattende lov har mødt en del kritik fra aktivister, der mener, at den potentielt kan skade ytringsfriheden. Strafferammen for at bryde loven i Singapore spænder fra bøder til fængselsstraf.

BRANCHENYT
Læs også