Skandalelufthavn har sat officiel åbningsdato

Det skulle nu være sikkert og vist, at Berlins nye storlufthavn - der er blevet kaldt »Tysklands pinligste byggeri« - åbner om under et år.

Berlins nye storlufthavn åbner voldsomt forsinket - og er blevet voldsomt dyrere end forventet. Foto: Burkhard Fraune/picture-alliance/dpa/AP Images

Den største byggeskandale i Tyskland i nyere tid ser nu endelig ud til at nå sin afslutning.

Efter en forsinkelse på svimlende otte år har ledelsen af den nye storlufthavn i Berlin nu fastsat åbningsdatoen til den 31. oktober 2020. Det blev meldt ud på et pressemøde fredag.

»Datoen ligger fast. Berlin Brandenburg Airport åbner den 31. oktober 2020,« lød det stålfast fra lufthavnschef Engelbert Lütke Daldrup.

Berlins nye lufthavn
  • Ifølge de oprindelige planer skulle lufthavnen Berlin Brandenburg Willy Brandt stå klar i 2011 og koste ca. 2 mia. euro, altså knap 15 mia. kr.
  • Nu lyder prognosen, at dele af lufthavnen formentlig åbner i oktober 2020 til en pris på godt 54 mia. kr.
  • Hvis det lykkes at åbne lufthavnen i oktober 2020, vil den kunne håndtere ca. 38 mio. passagerer.
  • I udgangspunktet skulle Berlins to nuværende og alt for små lufthavne lukke, samtidig med at den nye åbnede. Men det gælder nu kun for lufthavnen i Tegel. I de første par år vil den nærliggende lufthavn Berlin Schönefeld stadigvæk trække en del af læsset.

Den nye storlufthavn i Berlin er blevet kaldt »Tysklands pinligste byggeri« og står i dag ufærdig hen som en regulær byggekatastrofe, der bliver mere end tre gange så dyr som budgetteret.

Og så endda i Tyskland, der ellers er kendt for sin grundighed og effektivitet.

Lufthavnen skulle have åbnet for otte år siden, men er blevet forsinket igen og igen på grund af et utal af fejl og skandaler. Rundt regnet 150.000 små og store byggefejl er blevet opdaget undervejs, og det har taget både tid og kostet penge at rette dem.

Derfor har lufthavnen stået tom i over 2.500 dage.

Når lufthavnen åbner den 31. oktober næste år, vil den formentlig have kostet i omegnen af 50 mia. kr. Den skulle have kostet cirka 15 mia. kr.

»Vi har fortsat 11 måneders hårdt arbejde foran os,« sagde lufthavnschef Engelbert Lütke Daldrup på fredagens pressemøde.

10 skøre fejl og mangler

Allerede i 2017 morede tabloid-avisen B.Z. sig sig med at lave en liste over de 10 mest tossede brølere, som er blevet begået under bygningen af lufthavnen.

  1. Fra mandag til fredag kører der mellem KL. 2.44 og 3.41 et tomt S-tog gennem banegården, som hører til lufthavnen. Meningen er at undgå, at der dannes skimmel og rust.
  2. Hvert tredje af de 4.000 rum i lufthavnen blev givet et forkert nummer. Under byggearbejdet blev der konstant lavet nye planer, så ingen bevarede overblikket.
  3. Der blev ikke brugt stål nok, da parkeringsdækkene blev bygget. Samtidig står de bærende søjler for langt fra hinanden. Resultatet er, at dækkene ”hænger” på midten - og har revner.
  4. Rulletrappen fra den underjordiske banegård og op til terminalen var tre-fire trin for kort. Der måtte bygges ekstra trin.
  5. Nogle steder var røgdetektorerne så beskidte af byggestøv og mørtel, at der ikke ville blive sendt noget alarmsignal ved brand. Mange steder glemte man også at installere detektorer.
  6. Ingen af de automatisk åbnende døre havde en strømforsyning.
  7. I nogle terminalernes loftsområder var der ikke lavet plads til videoovervågningskameraer.
  8. På toiletterne brugte man de forkerte rawplugs til toiletpapirholderne. Det betød, at de faldt ud af væggene.
  9. Problemer med at styre lyset inden døre betød, at lyset var tændt både dag og nat i lufthavnen.
  10. For at undgå skimmel og støv bliver der hver dag tændt og lukket – manuelt – for alle vandhaner. Også vinduerne bliver åbnet og lukket igen.

Kilde: B.Z.

Åbningen af den nye storlufthavn i Berlin bliver tredelt. Den store åbning finder sted den 31. oktober, og få uger senere er det planen, at den sydlige start- og landingsbane tages i brug.

Dernæst skal al flytrafik fra den gamle Tegel-lufthavn overflyttes, hvorefter Tegel-lufthavnen officielt lukker.

Fra begyndelsen skal den nye Berlin Brandenburg Airport kunne betjene 38 mio. passagerer om året. Siden vil flere terminaler blive færdige og taget i brug, og i 2040 skal 55 mio. passagerer kunne flyve til og fra Berlin.

De kommende flyselskaber i lufthavn har fået tildelt deres terminal.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også