Erhverv

Tæt løb i toppen af salgslisterne

Peugeot 208 blev den mest solgte bil i november, hvor den blev skarpt forfulgt af Citroën C3 i et felt, hvor der var usædvanlig tæt løb i toppen af salgslisten.

Selv om en ny model er lige om hjørnet, sælger Peugeot 208 stadig godt, og modellen blev den mest solgte bil i november. Foto: Peugeot En model som den nye Corolla er med til at gøre Toyota til det andet mest solgte bilmærke i november. Foto: Christian Schacht Der ligger mange firmabiler på salgslisten i november, hvor den nye BMW 3-serie ligger højt. Foto: Jonas Ahlstrøm

Der bliver gået til makronerne hos forhandlerne af de franske søstermærker Peugeot og Citroën. Mens Citroën C3 i oktober kunne kalde sig månedens mest solgte bil med kun et mulehår foran koncernsøsteren Peugeot 208, var rollerne byttet om i november, hvor det igen var 208’eren, der med 513 biler var tilbage i den vante rolle som Danmarks mest solgte bil.

Den var dog kun beskedne to biler foran C3’eren, der igen var to biler foran en gammel kending som Toyota Yaris. Med kun 10 biler ned til den høje Nissan Qashqai på fjerdepladsen var der også kort afstand. Sådan kunne vi blive ved på listen, hvor bilerne følger så tæt som perler på en snor.

Sælger endnu

Mest bemærkelsesværdigt er det dog, at det er udgående modeller, som sælger godt.

En helt ny generation af Peugeot 208 står nemlig meget snart hos forhandlerne, mens både Toyota Yaris, Nissan Qashqai kommer i nye aftapninger til næste år. Her er Yaris præsenteret og kommer til Danmark næste sommer, mens Nissan endnu ikke har løftet sløret for den næste Qashqai.

Bilsalget i november

1. Peugeot 208 513 stk.

2. Citroën C1 511 stk.

3. Toyota Yaris 509 stk.

4. Nissan Qashqai 499 stk.

5. VW Polo 457 stk.

6. Toyota Aygo 445 stk.

7. BMW 3-serie 431 stk.

8. Skoda Fabia 416 stk.

9. Mercedes C-Klasse 384 stk.

10. VW Passat 370 stk.

11. Skoda Octavia 362 stk.

12. Renault Clio 359 stk.

13. Opel Astra 358 stk.

14. Mercedes A-Klasse 345 stk.

15. VW Up 340 stk.

16. Opel Corsa 310 stk.

17. Toyota Corolla 285 stk.

18. VW Touran 283 stk.

19. Ford Fiesta 275 stk.

20. VW Golf 259 stk.

Kilde: De Danske Bilimportører

Firmabilerne satte dog også deres præg på novembersalget, hvor den nye BMW 3-serie kom ind som nummer syv, fulgt af Mercedes C-Klasse på en niende plads, mens VW Passat lå lige efter som nummer 10.

Samlet set blev der skruet nummerplader på cirka 18.000 biler i november, hvilket ligger på linje med samme måned i fjor.

Har penge

Gunni Mikkelsen, der er direktør for De Danske Bilimportører, uddyber, hvorfor salget går fint.

»Det går godt med personbilsalget, og november 2019 er endnu en måned, hvor salget har været på niveau med året før. Danskerne har fået flere penge mellem hænderne og vælger at investere nogle af dem i en ny bil. Det er således grundmekanismer i samfundsøkonomien, som bilsalget drives frem af,« forklarer Gunni Mikkelsen.

Det er dog ikke nok at have enkelte bestsellere. Et mærke som VW, der også er repræsenteret på listen med Up, Polo, Golf og Touran, blev således det mest solgte bilmærke i november med cirka 2.500 biler, fulgt af Toyota med godt 1.700 biler, mens Mercedes kom ind på en tredjeplads med 1.600 biler. Her trækker modeller som den lille Aygo og den nye Corolla op hos Toyota, mens Mercedes også sælger godt af den nye A-Klasse.

Lyt også til Jyllands-Postens bil-podcast ”Bilradio”.

BRANCHENYT
Læs også