Erhverv

Norwegian sælger argentinsk datterselskab til Jetsmart

Norwegian har solgt sit argentinske datterselskab, Norwegian Air Argentina, til Jetsmart Airlines. Det oplyser selskabet i en meddelelse.

- Vi tager de nødvendige skridt for at vende tilbage til at være rentable, lyder det fra den fungerende topchef, Geir Karlsen.

- Over de seneste par måneder har vi lavet vigtige ændringer af vores rutenetværk for at sikre langsigtet rentabilitet. At opnå tilfredsstillende rentabilitet for relativt små indenlandske operationer har vist sig svært at opnå på grund af situationen i landet, siger han i meddelelsen.

Datterselskabet opererer kun indenlandske flyvninger, så aftalen påvirker ikke flyselskabets rute mellem London og Buenos Aires.

Norwegian oplyser hverken vilkår eller pris for aftalen, men fortæller, at integrationen vil tage flere måneder, og at Norwegian-brandet i den periode vil blive udfaset.

Over de næste seks måneder vil de tre Boeing 737-fly, som bruges af det argentinske datterselskab, blive udskiftet med Jetsmarts Airbus A320-fly, mens de tre Boeing-fly vil returnere til Norwegian i Europa.

BRANCHENYT
Læs også