Erhverv

Dansk designikon skal have ny topchef efter 22 år

Jacob Holm stopper som adm. direktør i møbelproducenten Fritz Hansen efter mere end 20 år. Ny topchef bliver schweiziske Josef Kaiser.

Fritz Hansen står bag Arne Jacobsens designklassiker "Ægget". Foto: Nikolaj Svennevig.

Det danske møbel- og lysproducent Fritz Hansen får efter mere end to årtier en ny mand i spidsen.

Ud går danske Jacob Holm, der har siddet på posten i 22 år, og ind kommer schweiziske Josef Kaiser. Det oplyser Fritz Hansen i en pressemeddelelse.

»Under Jacob Holms lederskab har Fritz Hansen opbygget et stærkt internationalt luksusbrand og øget omsætningen. Således står virksomheden i dag med en stærk position blandt de mest anerkendte designbrands internationalt med både møbler, lys og accessoires i sin kollektion, udtaler bestyrelsesformand Henrik Brandt.

Jacob Holm vil i stedet jagte en karriere inden for bestyrelses- og rådgivningsarbejde og indtræder i samme forbindelse i Fritz Hansens bestyrelse.

Ny mand på direktionsgangen er Josef Kaiser, der kommer fra den schweiziske møbelproducent Vitra. Her har han været ansat de seneste 12 år, senest som øverste ansvarlig for salget og dermed også medlem af direktionen.

»Josef Kaiser har med sine mange år i den internationale møbelbranche en betydelig ledelseserfaring med drift og udvikling af en designorienteret møbelvirksomhed på det globale marked.  Vi er overbevist om, at Josef Kaiser med sin baggrund og ledelsesstil vil passe godt ind i Fritz Hansen, og at han er den rette adm. direktør til sammen med ledelsesteamet at videreudvikle og styrke Fritz Hansens markedspositioner,« siger Henrik Brandt.

Fritz Hansen, der har hovedsæde i nordsjællandske Allerød, men i dag også har en stor del af sin produktion i Polen, kom ud af det seneste regnskabsår med en omsætning på knap 620 mio. kr. Bundlinjen landede på 78 mio. kr.

Møbelproducenten er ejet af Augustinus Fonden og Den Obelske Familiefond.

BRANCHENYT
Læs også