Erhverv

Telenor gransker mistanke om storsvindel i Pakistan

Den norske telekoncern ejer sammen med et Alibaba-selskab en mikrofinansbank i Pakistan, hvor medarbejdere nu er meldt til politiet på mistanke om omfattende svindel.

Norske Telenor er også del af en bank i Pakistan. Arkivfoto.

Norske Telenor kan være udsat for omfattende svindel i koncernens bank i Pakistan. Den norske telegigant har torsdag bekræftet, at den har politianmeldt flere ansatte.

Det skriver Dagens Næringsliv på erhvervsmediet DN.no.

Teleselskabet ejer Telenor Microfinance Bank i Pakistan sammen med det kinesiske selskab indenfor finansteknologi Ant Financia, som er del af Alibaba Group.

Sagen dukkede op sent onsdag i det norske medie VG. Til DN.no torsdag siger Tone Skuterus, som er chef for intern revision i Telenor, nu:

»Jeg kan bekræfte, at banken har gennemført politianmeldelser, men jeg vil ikke ind på, hvor mange det omfatter.«

Tone Skuterus er leder af et team som netop nu gransker Telenor Microfinance Bank i Pakistan. Desuden er et lokalt team i Pakistan også i gang med en større undersøgelse.

DN.no skriver, at Telenor Microfinance har afsløret, at der kan have været samarbejde mellem ansatte i bankens fillialer samt eksterne personer om at svindle både banken og dens kunder.

Den norske stat ejer 54 pct. af Telenor via Nærings- og Fiskeridepartementet som for nogle uger siden skulle være blevet orienteret om sagen.

Telenor solgte i fjor - for en pris af ca. 1,3 mia. kr. - 45 pct. af Telenor Microfinance Bank til kinesiske Ant Finansiel. Banken i Pakistan blev etableret i 2006 af en lokal erhvervsmand, og Telenor gik ind i den to år senere.

Banken udbyder mikrofinansiering og andre finansielle ydelser til 20 mio. kunder i Pakistan.

BRANCHENYT
Læs også