Erhverv

SAS: Passagertrafikken steg en anelse i november

SAS transporterede 2.314.000 passagerer i rutefly i november, hvilket var 0,5 pct. færre end i samme måned året før. Foto: Jens Dresling

SAS opnåede i november en stigning i passagertrafikken på rutefly målt på antal fløjne passagerkilometer (RPK) på 0,3 pct. i forhold til samme måned året før.

Det viser SAS' egne tal for flytrafikken eksklusive charterflyvninger, der er offentliggjort fredag formiddag.

Luftfartsselskabets sædekapacitet (ASK) faldt med 0,3 pct. i måneden, hvilket medførte en kabinefaktor (belægning) på 69,5 pct.

SAS transporterede 2.314.000 passagerer i rutefly i november, hvilket var 0,5 pct. færre end i samme måned året før. Samlet set var antallet af passagerer inklusive charterflyvninger 2,4 mio., hvilket var et fald på 0,2 pct.

Den valutajusterede yield, der dækker over omsætningen per fløjet passagerkilometer, steg med 0,8 pct. i november.

- Jeg er glad for, at vores tilbud til kunderne fortsat giver sig udslag i en forbedret passageryield og enhedsindtægt, siger Rickard Gustafson, administrerende direktør i SAS, i meddelelsen med trafiktallene.

SAS kom med årsregnskab torsdag for 2018/19. Heraf fremgik det, at luftfartsselskabet i første kvartal 2019/20, der begyndte i november, venter stigende underskud sammenlignet med sidste år på trods af, at kapaciteten i markedet stadig ser gunstig ud for selskabet.

Regnskabet og udmeldingerne medførte et markant kursfald på mere end 15 pct. torsdag. Fredag falder aktien med mere moderate 0,4 pct. til 12,04 kr.

BRANCHENYT
Læs også