Dansk rejsebureau på vej mod konkurs: »Vi har ikke penge til lønninger«

Jacobsen Rejser forventer en konkursbegæring inden for kort tid. Pengekassen er tom.

Jacobsen Rejser har bl.a. sendt gæster på krydstogt rundt om i verden. Foto: MSC

Det danske rejsebureau Jacobsen Rejser, der holder til på Bornholm, er efter otte år på vej mod lukning.

Pengekassen er tom, selskabet er stoppet med at sælge rejser og er blevet slettet i Rejsegarantifonden. Det skriver branchemediet Standby.dk.

»Vi forventer konkursbegæring fra Lønmodtagernes Garantifond, da vi ikke har penge til lønninger,« siger direktør og medejer Henrik Jacobsen til Standby.dk.

Han ejer Jacobsen Rejser sammen med forretningspartneren Carsten Paul Ahlm. Sammen har de skudt en del penge i rejsebureauet, der åbnede i 2011, og som har tilbudt både ferierejser, krydstogter og forretningsrejser.

I dag er Jacobsen Rejsers hjemmeside ikke længere tilgængelig.

I det seneste årsregnskab havde Jacobsen Rejser et underskud på 787.000 kr. Det fik egenkapitalen til at gå i minus, og selvom der efterfølgende blev tilført 1,25 mio. kr. i ansvarlig lånekapital, var det altså ikke nok til at redde det bornholmske rejsebureau.

BRANCHENYT
Læs også