Erhverv

Et enkelt tweet har gjort Ryan Graves til milliardær

Ryan Graves skrev i 2010 et tweet, der gjorde ham til milliardær.

Dara Khosrowshahi (venstre) er Ubers adm. direktør i dag. Ryan Graves (højre) sidder stadig i bestyrelsen. Foto: Richard Drew

Det var lidt af et tilfælde, at amerikaneren Ryan Graves for snart 10 år siden landede et job hos samkørselstjenesten Uber.

Men tilfældet skulle vise sig at være særdeles indbringende.

I dag er Ryan Graves nemlig mangemilliardær, og det skyldes alt sammen et tweet, som han i 2010 sendte til Ubers medstifter, Travis Kalanick. Det skriver CNBC.

Dengang søgte Travis Kalanick det, der skulle blive den første ansatte i Uber. Han skrev derfor på Twitter, om nogen kendte nogen - og Ryan Graves svarede, at han var interesseret.

Dermed blev Ryan Graves den første medarbejder i Uber, og hans aktiepost i den i dag verdensomspændende virksomhed har gjort ham god for næsten 7 mia. kr.

Da Ryan Graves i 2010 blev ansat i Uber, var kørselstjenesten ikke engang lanceret endnu.

Ifølge Travis Kalanick arbejdede han og Ryan Graves tæt sammen i små 15-20 timer om ugen for at få virksomheden op at køre. Ryan Graves fungerede som adm. direktør for Uber fra februar 2010 til december 2010, hvor han fratrådte og overlod rollen til Travis Kalanick.

Efterfølgende var han ansat som vicedirektør i Uber. Her var han indtil august 2017, hvor han sagde op blot to måneder efter, at Travis Kalanick blev tvunget til at trække sig tilbage.

Ryan Graves grundlagde sidste år virksomheden Saltwater, som han i dag sidder som adm. direktør for. Han sidder samtidig stadig i bestyrelsen i Uber.

Uber, der så dagens lys i maj 2010, anslås at være omkring 755 mia. kr. værd.

Serier: 10 idéer, der kan ændre Danmark
FINANS sætter fokus på 10 visionære iværksættere og deres banebrydende idéer, der potentielt kan bære en hel ny erhvervsklynge, skabe et succesfuldt eksporteventyr eller få en gammel industri til at blomstre. Læs hele serien her.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også