Erhverv

Netflix kan miste millioner af brugere næste år

Analytikere på stribe forudser problemer for Netflix i takt med at konkurrencen spidser til. Netflix bør sænke priserne, ellers forsvinder millioner af abonnementer, lyder vurderingen.

Filmen "The Irishman", med Al Pacino og Robert De Niro, instrueret af Martin Scorsese, er en af Netflix' seneste store satsninger. Selskabet er i år nomineret til 34 Golden Globe-priser og dominerer dermed prisfesten totalt. Men konkurrencen om kunderne spidser til. Foto: Netflix

Den 12. november var en stor dag for Disney – og potentielt en skidt dag for Netflix. Streamingtjenesten Disney+ gik i luften i USA og en række andre store lande til under 50 kr. om måneden. Og med mastodonten Disney som ny konkurrent, og flere andre på vej, er Netflix nødt til at gøre noget. Ellers begynder kunderne at stemple ud, lyder vurderingen fra analytikerne. Det skriver Reuters.

De seneste to måneder har fire forskellige amerikanske investeringsselskaber sænket vurderingen af Netflix-aktien, senest Needham & Co, der forudser et tab på fire millioner Netflix-abonnenter i USA i løbet af næste år.

Vurderingen fra Needhams analytiker Laura Martin lyder, at Netflix er nødt til at sænke priserne, hvis ikke kunderne skal sive. Netflix er nemlig med ni dollars for den billigste abonnementstype, hvor man ikke får HD-opløsning, efterhånden en dyr fornøjelse sammenlignet med konkurrenterne. Skal man have HD-opløsning, koster et Netflix-abonnement 13 dollars. Og selvom Netflix bruger milliarder af dollars på nyt indhold hvert år, forsvinder nogle af de mest populære serier snart fra tjenesten, herunder ’Friends’, og ’The Office’.

Udover Disneys nye store satsning er der også kommet et bud fra Apple, og HBO, som i USA er en kabel-tv-kanal, går også i luften med egen streamingtjeneste. Derudover skruer Amazon også op for blusset.

Problemet for Netflix er, at selskabet låner milliarder – med sikkerhed i de tv-serier og film, pengene går til – og satser på at mere og mere indhold også giver flere og flere abonnenter. Begynder kundebasen at skrumpe på hjemmemarkedet, kan det spænde ben for fortællingen om en ustoppelig vækstmaskine, der kan tromle alle konkurrenter. Lige nu har Netflix en gæld på 83,9 mia. kr., og gælden stiger løbende.

Selvom Netflix har bredt sig til mange lande på kloden, er USA stadig det klart vigtigste marked med over 60 mio. abonnenter. Det er omkring en tredjedel af Netflix’ samlede kundebase, og derfor kan tilbagegang på det amerikanske marked få en mærkbar betydning for Netflix’ samlede økonomi.

Netflix’ aktiekurs faldt i løbet af tirsdag med 1,9 pct. og har samlet tabt 24 pct., siden kursen toppede i maj måned.

Serier: 10 idéer, der kan ændre Danmark
FINANS sætter fokus på 10 visionære iværksættere og deres banebrydende idéer, der potentielt kan bære en hel ny erhvervsklynge, skabe et succesfuldt eksporteventyr eller få en gammel industri til at blomstre. Læs hele serien her.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også