Erhverv

Boeing ramt hårdt af 737 Max-skandalen: Salget af fly er halveret på et år

Den amerikanske flygigant Boeing leverede på 11 måneder i år kun 345 fly, hvilket er mere end en halvering på et år. Selskabets 737 Max-fly har stadig flyveforbud efter et flystyrt i marts.

Boeings skandaleramte 737 Max-fly med de karakteristiske hak i motoren. Denne størrelse fly er sammen med Airbus 320-fly grundpillen i mange flyselskabers flåde til de mellemlange ture. AP/Elaine Thompson

I den evige tvekamp mellem de to store flyproducenter, amerikanske Boeing og europæiske Airbus, er den ene lige nu knockoutet ud.

Efter to flystyrt – i oktober 2018 og i marts 2019 – blev Boeings nye fly 737 Max ramt af et globalt flyveforbud, som stadig gælder. Og det kan i den grad mærkes på salget hos Boeing, skriver Reuters.

I løbet af de første 11 måneder af 2019 har Boeing overdraget 345 fly til kunder, mod 704 i samme periode sidste år. Salget er altså mere end halveret, mens Airbus i samme periode har sendt 725 nye fly afsted til kunderne.

Endnu mere problematisk for Boeing er det, at flyselskaberne har trukket så mange ordrer tilbage, at ordretilgangen i løbet af årets første 11 måneder samlet set var negativ. Boeing fik derfor minus 84 fly i ordrebogen, mens Airbus kunne plotte 718 nye ordrer ind.

Med i det regnestykke er kunder, der har ændret en ordre på 737 Max-fly til noget andet fra Boeing-hylderne. China Aircraft Leasing Group har for eksempel fået lavet en bestilling på otte 737 Max-fly om til to 787 Dreamliner-fly.

Flyulykken i marts i Etiopien førte til en global grounding af Boeings 737 Max-fly, fordi det viste sig, at et indbygget sikkerhedssystem havde tvunget flyet ned, efter at én udvendig sensor var blevet beskadiget.

Boeing havde med det ekstra sikkerhedssystem nemlig forsøgt at tilpasse flyet, så det fløj som forgængeren, den almindelige 737, og flyselskaberne dermed ikke skulle bruge penge på at uddanne piloterne til en ny flytype. Men designet af denne software viste sig at være fatal i bestemte situationer.

Siden har alle 737 Max-fly været tvunget til at blive på landjorden, udover testflyvninger hos Boeing, der har testet en ny version af sikkerhedssystemet gennem 800 testflyvninger. Oprindeligt meldte Boeing ud, at flytypen ville være klar igen til brug i løbet af sommeren 2019, men har siden måtte udskyde den deadline.

I november meldte Boeing ud, at flyene ville være klar i december, hvorefter lederen af Federal Aviation Administration meldte ud, at de ansatte skulle bruge al den tid, der var brug for, til at gennemlyse og godkende Boeings nye bud på software til 737 Max-flyene.

Selve godkendelsesprocessen af 737 Max, der i første omgang gav grønt lys for det katastrofale sikkerhedssystem, har udviklet sig til en større skandale i USA, og der er derfor tæt politisk fokus på, at alt skal gå rigtigt for sig denne gang.

BRANCHENYT
Læs også