Erhverv
BREAKING

Rapport: Vatikanet dækker millionunderskud med penge til fattige

Penge doneret til Vatikanet var målrettet fattige og udsatte, men er blevet brugt på at dække kirkens millionunderskud, viser rapport.

Pave Frans har været pave i Vatikanet siden februar 2013. Foto: Gregorio Borgia/AP

Sidste år donerede katolikker verden over i omegnen af 371 mio. kr. til Vatikanet. Penge, der var målrettet at hjælpe fattige, men som imidlertid er blevet brugt til at dække Vatikanets enorme underskud.

Det skriver flere medier, herunder CNBC.

Den Hellige Stol, som paveembedet også kaldes, havde sidste år et budget på 2,2 mia. kr., men endte alligevel med et underskud på 512,8 mio.

Dette underskud har Vatikanet naturligvis forsøgt at dække efter bedste evne, og det er altså gået ud over donationskassen, viser en ny rapport, som The Wall Street Journal har fået indsigt i.

Mange troende katolikker donerer penge hver juni, såkaldte peterspenge, til fattige og udsatte gennem kirken. Rapporten viser bare, at det kun er knap 10 pct. af de donerede penge, der rent faktisk går til formålet.

To tredjedele af de resterende penge er gået direkte til at dække Vatikanets eget underskud.

Ifølge CNBC har Vatikanets talsmand endnu ikke ønsket at udtale sig om sagen.

Det er imidlertid ikke i strid med loven, at pengene er blevet brugt til at rette op på kirkens økonomi. Kirkeloven dikterer nemlig, at en pave kan bruge donationspenge, som han har lyst, så længe det tjener ministeriet, noterer The Wall Street Journal.

Den katolske kirke fik ny pave i 2013, nemlig Pave Frans, der tidligere har udtrykt et ønske om at hjælpe de fattige.

»Jeg vil have en fattig kirke og en kirke for de fattige,« sagde han til pressen, da han dengang blev valgt.


BRANCHENYT
Læs også