Erhverv

Dansk opfindelse slår rekord for sjette år i træk

Fokus på eksport har givet rekord-regnskaber på stribe for den morsingske virksomhed Smart Lift.

Den Nykøbing Mors-baserede virksomhed har oplevet stor interesse for produkterne i udlandet.  Foto: Smart Lift

Nicolai Tange Jørgensen beskriver selv sin virksomheds maskiner som pionérprodukter, som man aldrig har set før.

Og kigger man på tallene i hans virksomhed, har han grund til at tro på sine produkter.

År efter år tjener Smart Lift, der producerer lifte, store millionbeløb, og det seneste årsregnskab var ingen undtagelse. Her steg overskuddet i Smart Lift til 26 mio. kr. - det bedste resultat siden opstarten i 2008.

Smart Lift
  • Stiftet i 2008.
  • Overtaget af Nicolai Tange Jørgensen i 2012.
  • Foruden Nicolai Tange Jørgensen er Vækstfonden også investor i virksomheden.
  • Virksomheden har pr. regnskabet 2018/2019 45 ansatte.
  • Eksporterer blandt andet til USA, Australien, Canada og en række europæiske lande.

Smart Lift har hjemme i Nykøbing Mors og producerer lifte til vinduer, der er for tunge til at blive monteret med håndkraft. Liftene kan løfte vinduer og glaspartier på op til 780 kg.

Det er især et vellykket eksporteventyr, bl.a. til USA, som ifølge direktør og ejer Nicolai Tange Jørgensen har æren for det gode resultat.

Da han købte Smart Lift i 2012, gik 30 pct. af virksomhedens salg til eksport og 70 pct. til Danmark. I dag er det omvendt.

»I tidligere tider har man brugt meget manuelt løft med brækjern og kæder, men nu kommer vi med en løsning, hvor man suger sig fast på glasset og kan montere det med en lift. Vi kommer med noget, der passer rigtig godt ind i det behov, der er,« siger Nicolai Tange Jørgensen.

Nicolai Tange Jørgensen mener som udgangspunkt ikke, at der er begrænsninger for, hvor stor virksomheden, som han ejer sammen med Vækstfonden, kan blive. Flere og flere byggerier bruger nemlig store vinduespartier for at spare på energi, og det er derfor mest et spørgsmål om at øge kendskabet til produktet, siger han.

»Vi skal have næsen i sporet i forhold til at øge kendskabsgraden og dermed øge vores salg. Det er både i vores nærmarked og i vores eksportmarkeder, hvor vi gerne vil endnu længere ud. I princippet er der ingen begrænsninger. Selvfølgelig har vi konkurrenter, men de er også med til at øge kendskabet, så det ser vi ikke som noget absolut negativt,« siger han.

Næste års regnskab skal ifølge den adm. direktør som minimum vise samme vækst, som man har set i år. Det er forventningen på trods af, at byggebranchen muligvis kan blive ramt af svigtende konjunkturer.

»Vi tror ikke på, at kurven knækker. Byggebranchen kan være konjunkturfølsom, så handelskrigen og brexit kan godt have en indflydelse, men det tror jeg ikke nødvendigvis vil ramme os. Jeg tror som minimum, at vi vil se den samme vækst, som vi har set i år,« siger Nicolai Tange Jørgensen.

BRANCHENYT
Læs også